Andrea Hejlskovs ”og DEN STORE FLUGT” fra 2013 skildrer hende og familiens første år i Värmlands skove.
Før livet i Sverige for alvor foldes ud, føres vi med tilbage til familiens liv på Mors, hvor Hejlskovs mand Jeppe har fået en depression, konstant æder chokolade og tager 30 kilo på, mens Andrea knokler i rotteræsets trædemølle, mens det tiere og tiere begynder at flimre for hendes øje. Ungerne barrikaderer sig oftest på deres værelser, og (familie)livet har i det hele taget bevæget sig i en retning, som mange danskere kan nikke genkendende til, men som Hejlskov og gemalen ikke bryder sig om. Derfor melder de børnene ud af skolen, kører på containerpladsen med deres ting og sætter kursen mod Sverige.
Herefter får vi beretningen om det første år i skoven, og Hejlskov punkterer den romantiske forestilling om det simple liv i pagt med naturen. Meget ”Bonderøven” er der ikke over det – i hvert fald kun i korte glimt. Det år hun fremstiller, smadrer næsten hende og familien. Men det tvinger dem også til at konfrontere sig selv, og de når frem til erkendelser, som de ellers ikke ville være nået frem til. Livet i skoven kræver en stor viden og hårdførhed. Begge dele erhverver de hen ad vejen. Men de mislykkes også. De vil bygge deres eget hus, men når ikke at blive færdige, før vinteren og minusgrader på den anden side af 20 stopper arbejdet. Kærligheden mellem dem fryser også til. Alt det praktiske arbejde gør, at de bliver fremmede for hinanden.
50777189
Livet i skoven gør dem til maskiner, og sætningen ”Ting, der ikke var, som jeg troede, de ville være”, fanger essensen af det første år i skoven. Det handler om at holde sig i live og at holde sammen på familien. I glimt kan man så nyde naturens skønhed og føle, at man er kommet en form for essens nærmere, og den endelige costbenefitanalyse er ikke til at tage fejl af, for familien vælger at blive i skoven.
Bogens retrospektive fremstilling brydes af indlæg fra Hejlskovs blog, som blev forfattet, mens begivenhederne fandt sted, og på samme vis som facebookbiografien er bogen forfattet i et sprog, som sine steder er svært mundret og ”ungt”. Nok flytter Hejlskov ud i skovene og lever spartansk, men hendes dyrkelse af det arkaiske får ikke lov til at smitte af på den sproglige klædedragt eller hæmme hendes fascination af de sociale medier.