I sin historiske romanbiografi ”Vilde kvinder, milde kvinder – 12 kvindeliv fra guldalderen” fra 2003 er Maria Helleberg draget på korstog i forsvar for guldalderens kvinder. Hellebergs tese er, at der i årene 1775-1825 var et historisk frirum, hvor kvinder kunne gradbøje tidens normer og leve et friere liv. Kvindeliv, som ifølge Helleberg har fået lov at gå i glemmebogen: Dels fordi en mere bornert eftertid afskrev kvindernes levevis som kuriøse vildfarelser, dels fordi nyere kvindeforskning har behandlet guldalderens fremtrædende kvinder med ringeagt for deres alliance mellem ægteskab og indflydelse.
Bogen indledes med biografier af tre af den franske revolutions store heltinder, der med lige dele intellekt, politisk tæft og charme baner vejen for en friere og mere handlekraftig kvindeskikkelse i det europæiske adels- og magtcentrum. Lige i hælene følger de danske kvinder inspirerede af de franske vinde.
24895823
Vi møder bl.a. Sybille Reventlow som den praktiske matriark og forvalter af Brahetrolleborg gods; Christiane Oehlenschläger, der af kærlighed og nød lærer sig at holde hus og hjem, mens hendes sværmeriske digtermand klatter pengene bort; Kamma Rahbek og Lotte Schimmelmann, der afholder dekadente saloner for tidens intellektuelle og den balstyriske Elise Ahlefeldt, som drager i krig og indleder en menage a trois.
I en blanding af omfangsrig historisk research, meddigtende og kommenterende beskrivelser krydret med kvindernes dagbogsnotater og brevudvekslinger tegner Maria Helleberg indlevede portrætter af ni danske kvinder og deres franske medsøstre. Samtidig udfordrer hun eftertidens syn på guldalderkvindernes følsomme natur og lader dem genopstå som alt andet end kønne og passive vedhæng til deres ægtemænd. For Hellebergs guldalderkvinder lader sig måske nok affinde med, at mændene iklæder sig magtens poster, men i privaten lader de hånt om det ”svage” køns begrænsninger. De levede nemlig til fulde som erotiske, belæste og handlekraftige individer.