”Handsken kom over hans kind, vendte i luften og tog den anden kind, huden brændte, og den ene finger havde ramt hans øje og trak vand, som de vel troede var tårer. Og den mand har jeg givet min datter til,” kom det fra Henriettes far. Men Ludvig var allerede stavret ud af rummet og var på vej hjem – til Bruuns Palæ.”
Den køns- og historieinteresserede, og særdeles produktive, forfatterinde Maria Helleberg er født på Frederiksberg, men gennemgik sine ungdomsår i Vejle. Hun er enebarn og har flyttet meget rundt sammen med sin familie. Helleberg fik sin studentereksamen fra Toftegaard studenterkursus i 1975 og har efterfølgende studeret teatervidenskab på Københavns Universitet. Hun drømte egentlig om at studere historie, men valgte teater og dansk. Hun dimitterede i 1987 og fik to år efter sit første arbejdslegat fra Statens Kunstfond, hvilket gav hende endegyldig retning og plads som forfatter. Det var i gymnasietiden, at hun fandt sin livsvej: ”Jeg kedede mig bravt i visse fag og følte, at jeg måtte lave noget mere interessant. Tanken om at skrive en roman var et egoistisk trip, som tiltrak mig meget. Jeg måtte have en modgift til det kedelige i mit liv dengang. Måtte have noget at leve mig ind i.” (Jens Andersen: Dronningen af den historiske roman abdicerer. Berlingske Tidende, 2007-09-21).
I 1992-93 bestred Helleberg formandsposten i Dansk Forfatterforenings skønlitterære gruppe, og gennem årene har hun skrevet for forskellige dagblade, som BT, Berlingske Tidende og Det Fri Aktuelt.
Maria Helleberg er en stor operaelsker, en kunstart hun elsker for de store følelser. Derudover dykker hun, naturligt for hendes virke, grundigt ned i masser af research og litteratur, når hun skriver på en ny historisk roman.
At Helleberg har ben i næsen og ikke er bange for at forsvare sig selv, beviste hun, da hun i 1989 besøgte sin elsker i Sovjetunionen. Her endte det i en dramatisk situation, hvor hun slog en KGB-oberst: ”Det er næsten noget af det, jeg er mest stolt af. Han havde aldrig oplevet, at en kvinde slog på ham og truede mig med tre års fængsel og al landsens ulykker.” (Ingeborg Brügger: En lige venstre fra Maria. Ekstra Bladet, 1993-08-08).
Helleberg er berejst og har besøgt det meste af verden, fra Gazastriben til Japan. Hun ser personlige oplevelser og erfaringer som grundlaget for god litteratur: ”Jeg har selv været ude at skrabe afgrunden en gang imellem. Det er det, de trænger til, alle de små sultne, misundelige drenge-digtere. De burde allesammen sendes ud i verden og opleve.” (Ingeborg Brügger: En lige venstre fra Maria. Ekstra Bladet, 1993-08-08).
Maria Helleberg bor i Fredensborg med sin mand Jørn Engelbrecht-Wolf.