Joseph Heller har fortalt, at han var meget inspireret af den franske forfatter Louis-Ferdinand Célines måde at fortælle på. Særligt ”Rejsen til Nattens Ende” (1932) har efter sigende været en inspirationskilde til opbygningen af ”Punkt 22”. I sit forfatterskab trak Heller også på Franz Kafka og Fjodor Dostojevskij, som han kaldte ”litteraturens smerte”. Heller har også ladet sig inspirere af Lewis Caroll og Evelyn Waugh, der ifølge ham repræsenterer ondskab og absurditet i litteraturen, der blandt andet kommer til udtryk i Hellers debutroman. Disse to elementer, litteraturens smerte og litteraturens ondskab og absurditet, udgør tilsammen det, Heller kaldte fortvivlelseskomedie. Undertiden har han også forsøgt at tilføre lidt af Oscar Wildes måde at skrive på til sin egen litteratur.
Heller var også inspireret af Ernest Hemingway og William Faulkner, der tilhører en stor generation af forfattere fra USA, der også omfatter Scott Fitzgerald og John Steinbeck. Både Hemingway og Faulkner var krigsveteraner ligesom Heller, og Hemingway trækker også på sine egne krigsoplevelser i bogen ”Farvel til våbnene” (1929). Ligesom Heller var Hemingway også udstationeret i Italien, hvor han kæmpede under Første Verdenskrig, mens Heller gjorde det under Anden Verdenskrig.
Beslægtede forfatterskaber
Er du biblioteksbruger eller elev?