Hemingways debutroman, Solen går sin gang fra 1926, er værket som mere end andre i epoken accentuerer begrebet Den fortabte Generation / The Lost Generation. En hel årgang som præget traumatisk af 1. verdenskrig ikke kan finde ro eller rast i de brølende 1920erne, overalt i verden men især i Paris. Oprindeligt var romanen et bestillingsværk fra hans forlag og den gang fortolket som en nøgleroman over virkelige amerikaneres amoralske og skødesløse liv i Paris. Men sammen med romanen Farvel til våbnene og novellesamlingerne I vor tid og Mænd uden kvinder fra 1927 udgør Solen går sin gang Hemingways tidlige forfatterskab. Temaet er stort set den mentale og eksistentialistiske lammelse der rammer Hemingways generation i forbindelse med verdenskrigen. Især for mænd der hverken kunne realisere et borgerligt liv eller leve med en vedvarende og dyb følelse af meningsløshed.
Hemingways mennesker kan kun med mening opleve livet i ekstreme situationer, men dog også med en følelse af 'nada', det spanske kerneord for Hemingways vemodige nihilisme. Kærligheden er umulig som andet end sexuelle affærer krydret med en flugt fra en følelse af kedsomhed. Muligvis kan kærligheden i enkelte situationer opleves intenst, men egentlig kun som en smertelig umulighed eller en erindring om en død kvinde - det gælder for romanerne Solen går sin gang og Farvel til våbnene.