Allerede fra begyndelsen af 1930erne var Hemingways særlige skrivemåde blevet udråbt til hans helt egen stil. Teksternes lakoniske ordvalg, økonomiske impressionisme, hårdkogte tone og dialoger i triviel tomgang var blevet hans stilistiske særkende. Hemingways berømte ”isbjergsteknik”, hvor selve handlingens tematik ligger imellem linierne eller skal hentes frem af læserens egen medlæsning og fantasi. Hans åbne pladser i plottet, som meningsfuldt skal udfyldes af læseren og flertydige slutninger, som viger tilbage fra en egentlig stillingtagen og konklusion. Især i novellerne drev Hemingway denne stil til en betagende manierethed, der nok kunne parodieres af andre forfattere, men sjældent overgås med samme kunstneriske styrke. Mest suverænt ses hans teknik i mesternovellen, 'Bjerge som hvide elefanter' fra samlingen, Mænd uden kvinder.