Agnes Henningsen valgte, af natur og pr. instinkt, de nye ideer, som Georg Brandes var foregangsmand for herhjemme. Borgerligheden, den bitre borgerlighed kaldte hun den, var livet igennem hendes fjendes nr. 1, for borgerlighed, konvention, var i hendes øjne ensbetydende med stilstand og fordom. Man sank hen i tryghed og overtog en moral andre havde udtænkt.
"Skulle jeg foragte nogen, blev det mennesker, der lever efter en moral andre har lavet", siger hun. Det var den borgerlige dobbeltmoral, der gjorde hende til provokatør, og ofte gjorde hun sig meget værre end hun var for at påkalde sig opmærksomheden.
Hun svælgede i sine nederlag, ligefrem skrød af sine fiaskoer for at få lejlighed til at sige sin hjertens mening om samfundsindretningen med dens entydige succes-mentalitet.
Kvinderne og deres vilkår i et mandsdomineret samfund, det var hendes hovedanliggende, og i dag efter alle kvindesagsårene klinger måske netop disse ord så bekendt - til lede bekendt, for vi er unægtelig blevet stopfodret med slagord, der nu er stivnede klicheer.
Som kvindesagen i de forløbne 20-30 år fokuserede også Agnes Henningsen på de to områder: kærligheden og arbejdet. Og derfor er der noget symptomatisk i, at hun netop ikke blev brugt i kvindekampen. Og hvorfor?