Agnes Henningsen var over 70, da hun skrev erindringerne og løftede sit liv op i efterrationaliseringens forklarede lysskær. De udståede lidelser forvandlet til den originale impressionistiske kunstart, som bar hendes vandmærke.
De romaner og skuespil, som blev skabt samtidig med selve livsprocessen, adskiller sig afgørende i stil og tone fra erindringerne. Romanernes humor er sort, og grundstemningen under den er depressiv. Det fornemmes, hvor velkendt Agnes Henningsen er med alle depressionens faser, og hvor nær afgrundens rand, hun må have været, for at kunne skrive sådan.
Heller ikke selvmordets overvejelser er hende fremmed. "Det eneste, jeg er klog på, er mennesker", skriver hun i Skygger over vejen med koket beskedenhed. Denne påstands rigtighed kan aflæses i romanerne. Hendes psykologiske indsigt er formidabel, intet menneskeligt synes hende fremmed.
Alligevel er det ikke mange af disse romaner, vi kender og læser i dag med deres lidt gammeldags roman-teknik og specielle sprogtone. Fælles for dem er, at alle har ulykkelig kærlighed som hovedmotiv. Den ulykkelige kærligheds underlige veje, dens skævheder og forkvaklinger; alle blokeringerne og også depravationerne lagt under lup. Vellyst og fortvivlelse, godhed og sadisme.