For børn og barnlige sjæle

Den overvældende succesfulde debut blev fulgt op allerede året efter, 1999, af den muntre børnebog Kongen af Sydspanien – og hele balladen . En finurlig og hittepåsomt fortalt historie om kong Guzman og dronning Diamante og følgerne af deres forhold - i bedste operettestil. Også ved debuten som børnebogsforfatter blev Iselin C. Hermann rosende mødt af anmelderne. Siden kom tre små bøger om drengen Vilmer og ildnisserne , der ligeledes fik en pæn modtagelse. Sønnen Vesle har illustreret bøgerne.

Forfatteren befinder sig som en fisk i vandet i det eventyrliges og barnligt sansende univers. I bøgerne om "Vilmer og ildnisserne", driver hun sproglig gæk, som blandt andet Benny Andersen har gjort det med Snøvsen, ved at tage sproget på ordet og fundere over og forklare, hvad rævesøvn egentlig er og så videre. Scenen er sat i en anden tid, i et langsommere og mere gammeldags univers, som Iselin C. Hermann har en forkærlighed for. Vilmer bor på landet med sin far og mor. Der tændes op i kakkelovnen og laves grød. Et barn er sig selv og færdes alene i egen verden.