Iselin C. Hermann

Iselin C. Hermann debuterede med brevromanen ”Prioritaire” i 1998. ”Prioritaire” er skrevet som en brevudveksling mellem den franske kunstmaler Jean Luc Foreur og den danske kvinde Delphine Hav. Delphine har franske aner og bliver overvældet af et værk malet af Jean Luc, og derfor indleder hun en korrespondance med ham på fransk for at takke for den kunstneriske oplevelse på et galleri i Paris. Der går ikke længe, før pennevensforholdet overskrider grænserne for almindelig høflighed, og snart bekender de både kærlighed og (især) deres længsel og lyst efter hinanden. Da Delphine presser på for, at de to skal mødes – på trods af aldersforskel og Jean Lucs status som gift mand – ophører brevene fra Jean Luc, og først senere indbyder han hende til at komme til Frankrig og besøge ham. Hun skal bare lige ind forbi posthuset først for at få anvisninger til, hvor hun skal gå hen.

22043625

I en udgivernote hører læseren om den tilsyneladende virkelige omstændighed ved brevkorrespondancen, for Iselin C. Hermann har skabt et plottvist, så korrespondancen får et andet skær sidst i bogen.

”Prioritaire” er langt hen ad vejen en erotisk roman, der er udformet som en fiktiv brevudveksling. Delphines breve er daterede, og nogle har også stedsangivelse. De fleste har en formel indledning og afslutning, hvor hhv. modtageren og afsenderen nævnes med navn. Der er flest breve fra Delphine til Jean Luc.

”Prioritaire” tematiserer interpersonelle forhold, hvor længsel, drift og forventning er røde tråde, og samtidig er det en kunstroman. Brevene fra Jean Luc til Delphine er flere gange optaget af kunstmaleres afbildning af kvinder gennem tiden, og ofte er de kunstneriske betragtninger en del af forførelsen. Der findes et iscenesættende greb hos begge skribenter, hvor de forestiller sig, hvad de ville gøre ved hinanden, og afslutningsvis indeholder ”Prioritaire” – der betyder anbefalet post på fransk – et spændingselement. For hvem er egentlig de to henførte pennevenner?

Iselin C. Hermanns ”Kongen af Sydspanien – og hele balladen” udkom for første gang i 1999. I dag regnes den for en klassiker inden for børnelitteraturen, og den er blevet genoptrykt i flere udgaver.

”Kongen af Sydspanien” er en roman til børn, der er skrevet som én lang højtlæsning inddelt i 17 kapitler. Sproget er præget af henvendelser til og spørgsmål til et ’du’, som naturligvis er den, der bliver læst højt for, og denne dialogiske form leveres i mundret stil. Vi hører, at fortælleren har hørt historien om sin tiptipoldefar, der var konge i Sydspanien, fra sin egen morfar, og nu fortælles den videre til os. På den måde skabes der et levende rum, hvor ’den store sandhed’ skal tages med et gran salt, og hvor barnets fantasi og forestillingsevne kan udfolde sig i fuldt flor.

22645331

”Kongen af Sydspanien” handler om Guzman, der ved sin fødsel blev skænket en trylleformular af en slags god heks, der havde forudset, at Guzman ville få brug for at gøre sig usynlig tre gange i sit liv. Guzman vokser op som den kommende konge i Málaga, og da han som barn leder efter sten på stranden, får han brug for at sige trylleformularen for første gang, da et uhyggeligt havmonster – havulven – dukker op ad vandet. Sidste gang, han anvender sin trylleformular, er på bogens sidste sider, da han skal give tronen videre til sin modvillige søn Safiro, og i de mellemliggende kapitler hører vi om alle de eventyr, Guzman og Safiro kommer på.

Vi hører om landevejsrøverne Doña og Den Onde-lyne-mig, hvoraf den sidste står for mange af romanens komiske indslag og morsomme, opfindsomme skældsord, vi hører om verdensmanden Theobald, der både bliver Guzmans gode ven og mundskænk, om landevejsrøvernes søn Niño og kokken Oscar el Mayor.

”Kongen af Sydspanien” er på mange måder et klassisk fabulerende eventyr, hvor grænserne mellem fantasi og virkelighed er naturligt udviskede, men det skiller sig ud fra mængden ved at italesætte den tvivl, der findes hos lytteren. Skete det her mon i virkeligheden? Kan det virkelig passe? Hos Iselin C. Hermann er svaret ligetil. Ja, det skete – og det kan du bide dig selv i næsen på.

Iselin C. Hermanns ”Træer sår sig selv” (2004) handler om en femårig pige, der kaldes Sveske af sin højtelskede morfar. Romanen udspiller sig hen over en enkelt sommerdag, hvor Sveske er på morforældrenes gård i nærheden af Helsingør, og synsvinklen i romanen er udelukkende hos Sveske, der ikke altid forstår alle detaljer omkring sig.

Familien, der også består af Sveskes tre morbrødre, der alle læser jura, er velstillede og har flere medhjælpere, der bor fast på gården, deriblandt den gnavne fodermester Pedersen, den kønne stuepige Tilde, der kysser med flere af morbrødrene, samt kokkepigen, der kaldes Nea. Alle i familien har kælenavne, og det understreger den intime fortælling. Først til sidst opklares det, at Sveskes forældre bare har været tre uger på ferie i Grækenland og ikke som sådan har overladt deres børn til andre (eller er døde).

25202570

Romanen er komponeret som en rammefortælling, hvor man følger Sveskes færden i og omkring gården i løbet af en dags sommerferie, og undervejs er der udfoldede flashbacks, når Sveske kommer i tanke om noget. Som f.eks. da hun ligger i sin seng en tidlig morgen og hører mælkebilen og dernæst stuepigen, der kommer for sent på arbejde, og man får fornemmelsen af, at Sveske er en tænksom pige med en stærk iagttagelsesevne – og fantasi. Sidstnævnte udfoldes i et afsluttende højdepunkt, hvor morfaren fortæller en gyserhistorie om en forfader, og selvom morfaren indtager en på sin vis traditionel patriarkalsk lederrolle i familien, så er han også utraditionel, legende og excentrisk.

Sproget i ”Træer sår sig selv” – som er en vending, morfaren bruger henimod slutningen – er præget af det lille barns verden og sprog. Hun bruger opfindsomme udtryk og beskriver bl.a. en dag som ”(…) lang som rødgrød i børnehaven.” (s. 13), og ofte digter hun videre på sine omgivelser, bl.a. ved at forestille sig en udstoppet ugles angreb på hende, hvis hun åbner øjnene og ser direkte på den.

Iselin C. Hermanns roman ”Berninis øje” (2023) handler om den italienske billedhugger, maler og arkitekt Gian Lorenzos liv og de mange kunstværker, han skabte i sin levetid i 1600-tallets Rom.

Gian Lorenzo, der som voksen blot kalder sig Lorenzo, er et vidunderbarn, der allerede som 12-årig overgår sin far, Pietros, evner som billedhugger. Da faren er travl med en udsmykning, overtager Gian Lorenzo farens bestillingsopgave om at skabe en buste af en afdød, og resultatet ender med at være bedre end det, faren kan frembringe. Løsrivelsen fra farens dominans bliver en følgesvend i Gian Lorenzos liv, lige som kærligheden til kvinder – ikke mindst til Costanza, der er gift med Gian Lorenzos stenhugger Matteo. Selv bliver Gian Lorenzo gift med den meget yngre Caterina, og han kan kun holde sig fra affæren med Costanza, hvis han har hænderne fulde af arbejdsopgaver. Og det giver de mange skiftende paver ham.

136337378

Bogen er inddelt i fire dele med mange korte kapitler, der alle bærer poetiske eller fortællende titler, og den er skrevet i tredjeperson af en fortæller med alvidende egenskaber og evnen til at se frem i tiden. ”Berninis øje” er nemlig ikke en traditionel skildring af et virkeligt menneskes liv og levned. Allerede fra første side hører vi, at den version af Rom, som Gian Lorenzo Bernini går igennem, ikke ligner det Rom, som vi kender fra nutiden – der er ingen oval plads foran Peterskirken, og mange af skulpturerne er endnu ikke opført – og senere hører vi, hvorfor denne ophævelse af tid er en fast ledsager gennem romanen: ”Tid er en konkylie du sætter for øret og hører havets brusen, citrondråber som får en østers til at trække sig sammen og få smagen af urhavet frem i dit svælg, en prisme som bryder lyset, tid er den sætning du ikke kan trække tilbage, (…) Men for Berninis findes dimensionen tid ikke. Kun rum.” (s. 208).

Tiden er med andre ord ophævet som en fast kronologisk orden, fordi tiden ophæves for kunstneren – Bernini – når han skaber. På romanens sidste sider skifter fortællingen til jeg-fortæller og til nutiden, mens fortælleren – der fremstår som den samme som forfatteren – bevæger sig rundt i det moderne Rom.

Iselin C. Hermanns børnebøger er blevet sammenlignet med dem af Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Halfdan Rasmussen er især kendt som børnebogsforfatter til bl.a. ”Halfdans ABC” (1967), mens Benny Andersen ofte er blevet kaldt nationaldigter og skabte nogle af de mest elskede danske tekster, deriblandt ”Svantes Viser”, samt historierne om Snøvsen. I sine børneromaner bruger Iselin C. Hermann selvopfundne ord og vrøvlevers, lige som især Halfdan Rasmussen, og alle tre har udgivet børnebøger, som også har opmærksomhed på oplæseren. De rummer en dialogisk veksling mellem oplæser og lytter, og sproget har rytme, musikalitet og humor.

I et interview med Forfatterweb har Iselin C. Hermann udtalt: ”Der er ikke nogen forskel for mig på at skrive for forskellige aldersgrupper, og arbejdet med romaner for børn er mindst lige så spændende som når jeg skriver for voksne. Helt overordnet set holder jeg utroligt meget af at fortælle historier – uanset modtagerens alder.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. Forfatterweb, 2025-06-10).

Netop det at fortælle er en rød tråd i Hermanns forfatterskab, og hendes fokus på mundtligheden, hvor oplæseren eksempelvis afbryder sig selv og forsøger at overbevise lytteren om, at det skam er sandt, det, der fortælles, ligner en gengivelse af de folkelige eventyr, der engang vandrede fra mund til mund gennem Norden.

En anden rød tråd i forfatterskabet er billedkunst. Arbejdet med kunstromanen ”Berninis øje” udsprang af et betydningsfuldt møde med billedhuggerens skulptur ”Apollo og Daphne” på Galleria Borghese i Rom, da forfatteren var 19 år gammel, og netop den roman ligner Rakel Haslund-Gjerrilds ”Adam i Paradis” fra 2021.

”Adam i Paradis” handler om den danske kunstmaler Kristian Zahrtmann og hans skandaleombruste maleri ”Adam i Paradis” fra 1913, og som ”Berninis øje” er Rakel Haslund-Gjerrilds roman i genren exofiktion. Rakel Haslund-Gjerrild benytter sig af et sanseligt poetisk sprog, hvor Iselin C. Hermann i højere grad anlægger en filosofisk – men stadig sanselig – vinkel, og begge romaner summer af detaljer og kunsthistorisk liv.