Der hvor månen ligger ned udkom i 2002 og er forfatterens mest ambitiøse roman til dato. Romanen blev til efter et fem måneder langt ophold på Det Danske Institut i Damaskus, Syrien, hvor den eksotiske roman udspiller sig. I en vekslen mellem hele seks fortællere fortælles historien om den amerikanske journalist Samia, der forlader et skrantende parforhold og tager til Damaskus. Hun skal skrive om landet, og samtidig finde ud af sit forhold og af sig selv. Endelig er Damaskus også den by, hvor hun, som datter af en diplomat, blev undfanget. Kort sagt en tur tilbage til rødderne. Hun tager ud for at arbejde og fordybe sig i regionens komplicerede forhold, men ender med at udforske noget, hun lige så godt kunne have undersøgt derhjemme. Nemlig mænd og sig selv. Samia forelsker sig i ikke mindre end to mænd. To vidt forskellige af slagsen. En forretningsmand og en musiker. Ud over at den handler om en kvindes kamp med sig selv og kærligheden, handler Der hvor månen ligger ned også om kulturforskelle og om mødet med det fremmede, både i egen sjæl og i verden.
Endelig i dokumentarromanen Dampe (2003) kommer en mand for alvor på banen hos Iselin C. Hermann. Den 35-årige skolelærer Jacob er flyttet til Christiansø for at komme på afstand af en kærlighedsaffære med den gifte kvinde C. Men før han ved af det, sidder han igen i suppedasen. Denne gang med kvinden B. (B for Berthe) og med meget større risiko for begge involverede parter, fordi tryghedens pris på en lille ø også er det fuldkomne afkald på anonymitet og privatliv.
27207715
Og ikke nok med det. Det spøger i det hus, han har lejet på øen. Dr. theol. J.J. Dampe, der har siddet fængslet på øen i fjorten år, anklaget for at udfordre 1800-tallets enevælde, går igen hos ham. Kommenterer hans liv, udfordrer hans tanker, ser på til hvad som helst og irriterer ham. Dampe har selv overlevet mange års indespærring ved hjælp af den spinkle næring fra en kærlighedsaffære med kvinden Adolphine. Romanens tone og hele atmosfære sender tanker til Martin A. Hansens Løgneren.
Skønt den lille pige i erindringsromanen Træer sår sig selv, 2004, kun er et barn, er det kvindelige følelseskaos også så småt ved at finde vej ind i hendes bevidsthed. Den navnløse fortæller, der lyder kælenavnet Sveske, er feriebarn hos sine bedsteforældre på deres gård, mens hendes forældre er på ferie i Grækenland. Hun smager på savnet af dem. Bogen foregår over halvanden ikke særlig lykkelig dag, men alle romanens digressioner er til gengæld en fjerboa af lyse minder. Det er sommer, som det kun kan være i en for længst passeret barndom. Gården og dens beboere er ethvert barns paradis, der er masser af mulighed for uovervåget leg og samtidig altid voksent selskab ved hånden, når det behøves. Kokkenpigen hedder Nea: ”Nea dufter sødt af vanilje og grydesmør, alt ved hende er blødt: Hendes hænder, når de klapper mig på kinden, hendes hud på armene, når hun rører i gryden, hendes bryster og alt den bløde hud, som bølger inde bag forklædet inde under kitlen, når hun rigtigt rører til, så sovsens ikke skiller.”
Romanen foregår i velstand i tresserne, og ud over at være en skildring af en sommerdag, hvor savnet undersøges, kan romanen også læses som forfatterens hyldest til en langsommere tid, hvor man gjorde sig mere umage. En tid, for ikke særlig længe siden, hvis dyder Iselin C. Hermann besynger. Mormoren fremstår som prototypen på en sådan sirlig person fra verden af i går: ”Mormor køber brændte mandler, tørrede svesker, mørkristet Java, syltede ingefær, pomeranser, mørk chokolade og kandiserede violer. Alting ved hende er ristet, brændt, tørt og delikat.”