Det gennemgående tema i Christina Hesselholdts forfatterskab for børn er forholdet mellem børn og voksne og ikke mindst den afgrund, der skiller de to ad. De voksne er ofte skildret som onde og i bedste fald uforstående over for børnenes ønsker, meninger og erfaringer. Børnene bringes derfor i en situation, hvor de må handle for f.eks. at redde søheste eller snegle fra grumme skæbner.
Heldigvis er børnene i Hesselholdts bøger meget handlekraftige, og de er ikke blege for at bide skeer med voksne, der er meget større end dem selv. Netop størrelsesforholdet karikeres ofte for at understrege uligheden mellem de to parter. Dette er f.eks. tilfældet i ”Prinsessen på sandslottet”, hvor prinsessen er lillebitte i forhold til drengens forældre og i ”Onde onkel snegleæder”, hvor den sneglesultne onkel er flommefed.
Børnene tøver heller ikke med at fremhæve egne fortræffeligheder og godte sig over, hvor gode de egentlig er. Dette gælder f.eks. pigen Laura i ”Onde onkel snegleæder” der ”...prøver at komme i tanke om noget, hun ikke skulle være god til, men der er faktisk ikke noget.” (”Onde onkel snegleæder”, s. 28).
Udover forholdet mellem børn og voksne spiller dyr også en central rolle i Hesselholdts bøger. De kan være skildret overvejende realistisk, som det er tilfældet i ”Plet, Langøre og et bjerg af kaninlort”, men også fantastisk som det er tilfældet i ”Prinsessen på sandslottet”, hvor søhestene slapper af på luftmadrasser.
Inspirationen til historierne om dyrene finder Hesselholdt ofte i sit eget liv, og i et enkelt tilfælde kom den endog dumpende ned fra himlen: “For eksempel tager min bog 'Den grådige skarv' udgangspunkt i en virkelig hændelse: En dag faldt en skarv ned uden for vores dør på Østerbro og kastede en mægtig ål op. Den havde slugt en ål, som var så tung, at den ikke kunne holde sig i luften med den i maven. Skarven kom til skade og blev bardus ved faldet, den rejste sig og tumlede ind på et værtshus ved siden af, hvor døren stod åben. Det føltes som en fantastisk foræring, at noget så ejendommeligt kunne finde sted uden for min hoveddør!” (Nina Azoulay: ”Der er ikke noget dejligere end at høre børn grine.” 24.dk, 2011-04-25).
Fælles for dyrene er, at Christina Hesselholdt ikke kan dy sig for at give dem en stemme. Således beskrives Langøres forelskelse i kosten fra Langøres synspunkt og i ”Hr. Andrés vanvidsnat” ytrer hunden Bearnaise sig mod slutningen i et kluntet udført og noget selvrosende brev.
Endelig er der de fantastiske elementer, der løber som en rød tråd gennem de fleste af Christina Hesselholdts historier. De kan optræde i større eller mindre grad og være begrænset til en kommunikation mellem menneske og dyr som f.eks. i ”Onde onkel snegleæder” eller være mere dominerende som i f.eks. ”Hjørnet der gik sin vej” (2000), hvor et hjørne forlader sin plads i et hus og først vender hjem ved løftet om rengøring.
Sprogligt benytter Hesselholdt sig af selvopfundne ord, der formår at skabe umiddelbare billeder i hovedet på læseren. De kan betegne en følelse, en situation eller en ting/person, f.eks. sommerhusforældre og sandslot-morgen. Læseren bliver gennem sproget udfordret i mødet med de ofte humoristiske, men stadig meningsgivende nye ord. Med blandt andet dette sproglige virkemiddel formår Hesselholdt at gøre selv en ordknap billedbog til en kompleks og udfordrende læseoplevelse.