Christina Hesselholdts “Agterudsejlet” fra 2014 består af 14 monologer og er foreløbig fjerde og sidste bind om Camilla og vennerne. Den består af 14 monologer, og igen tager Camilla livtag med død, skilsmisse og ensomhed.
Camilla er i den første monolog flyttet ind i sin afdøde mors efterladte sommerhus ved kysten sammen med sin hest og hund. Hun øver sig på at lære at leve alene, mens hun forsøger at forholde sig til sine tab og til familiens traumer. Som da farmoren forsøgte at tage livet af sit første barn, eller da moren forsøgte selvmord.
51068653
Siden kaster Camilla sig hovedkulds ud i en forelskelse i en gift amerikaner, da hun er til litteraturfestival i New York med Alma, men uden at finde andet end kortvarig lindring for den ensomhed, der fylder hendes tilværelse ud. Hun føler sig slet og ret agterudsejlet. Men selvom det er det centrale tema i værket – at være ladt alene tilbage – så handler det hos Hesselholdt selvfølgelig også om ordet i sig selv, om skriften og refleksionen. Som det hedder på første side: “Agterudsejlet, Engelsk: marooned - o'erne som en skylle af vand over rælingen på skibet man nu kun aner i horisonten.”
Selvfølgelig ender romanen også ved ordet agterudsejlet. Da Camilla slår ordet ensomhed op i ordbogen, hedder det således: “det var den overvældende ensomhed i den agterudsejlede sømands liv som medførte hans vanvid”. Her knytter Hesselholdt ensomheden direkte sammen med Camilla samtidig med, at hun leger med sproget. På den måde understreger hun selve fundamentet for Camilla-bøgerne, der alle helt grundlæggende handler om at udforske den indre monolog, og hvordan mennesket lever med sin egen indre stemme. Nogle bliver skizofrene som Camillas farmor, andre maniske som Camillas mor, og andre igen må blot forsøge at forlige sig med det menneskelige vilkår: ensomheden, som dog kan lindres, når vi forbinder os med hinanden. Som når Camillas stemme blendes sammen med de øvrige karakterers i kapitlet “Brudstykker af selskabets snak, i haven”. I dette kapitel (og i øvrigt også i kapitlet “Et teselskab (omkring Charles som et fyrtårn i sengen)” i “Selskabet gør op ” får læseren et mikrokosmisk billede af, hvordan bøgerne er komponeret.