I 2010 udkom den selvstændige efterfølger til “Camilla and the horse”, nemlig “Camilla – og resten af selskabet”. Tekstsamlingen følger de seks karakterer – og indledningsvist tre par – Camilla og Charles, Alma og Kristian, Alwilda og Edward. I bogens ni afsnit giver fortælleren skiftevis stemme til de fem af personerne, mens den sjette, Charles, er syg og må nøjes med at blive betragtet udefra.
Mest fantastisk, legende og ironiserende er andet afsnit, “Camillas GPS”. Her går fortællerstemmen på skift mellem de tre kvindelige karakterer og venner. Som titlen mere end antyder, handler afsnittet om at kunne orientere sig. Først skal Camilla finde rundt i Beograd, hvor hun skal holde forelæsninger, og hun må reddes af Alma, der kommer hende til undsætning i det fremmede som “Camillas GPS”.
28477031
Til gengæld har Alma svært ved at orientere sig i sit privatliv, hvor hun er kæreste med Kristian, har en elsker, men i virkeligheden elsker en tredje – bjergbestigeren, som hun mødte i “Camilla and the horse”. Og ironisk nok er Almas forlag grundlagt af en blind, og da hun skal læse op ved en messe i Beograd, er der ikke skaffet billetter. Og for at det ikke skal være løgn, så har hendes oversætter indføjet en ekstra person til Almas roman og kalder det for “postmodernisme”.
Et grundlæggende tema i “Camilla – og resten af selskabet” er længsel. Det er længslen efter at møde et andet menneske, som kan være bærer af ens tanker, drømme og lidenskaber. Også identitet tematiseres – igennem metaforen ‘at finde vej’; både konkret og abstrakt. Kan man finde sin identitet igennem en anden – en partner? Et barn? En mængde? Mændene i bogen har alle svært ved at manifestere sig i deres voksenliv. Kristian bliver kaldt “barnemand” af Alma, Edward sover i ske med sin hund og har et uafklaret forhold til sin afdøde mor, og så er der Charles, som ligger hjælpeløs og syg i sin seng på andet år. I stedet er det kvinderne, der er de potente og handlekraftige. Det er dem, der rejser ud i verden, som har affærer, og som forlader. Apropos forlader så er døden også et gennemgående tema. Ikke kun i form af Charles’ sengeliggen, men eksempelvis også når Camilla og Alma er i London i afsnittet “Husene og deres geni-selvmordersker” og opsøger Virginia Woolfs gamle kvarter, og stedet hvor hun døde.