Vivian

Christina Hesselholdts roman ”Vivian” fra 2016 er et værk om den franskfødte, amerikanske barnepige og gadefotograf Vivian Maier, der levede fra 1926 til 2009. Via en lang række forskellige stemmer fortælles historien om den gådefulde Vivian, der levede størstedelen af sit liv som barnepige i Chicago og New York, og som efterlod sig et enormt arkiv af dokumentariske fotografier. Blandt fortællerstemmerne er nogle af Vivians familiemedlemmer, pigen Ellen, som Vivian er barnepige for i en periode, Vivian selv samt ikke mindst ’fortælleren’, der ofte træder frem og kommenterer Vivians liv og levned, selve værket og sig selv.

Om end det på bogens cover hedder, at det er en ’roman’, så vil en mere korrekt genrebetegnelse nok være en ’dokumentarisk’ eller ’biografisk roman’. Hesselholdt er inspireret af biografisk materiale, men fantaserer frit over Vivians indre liv og lader ligeledes omgivelserne komme til orde. Værket giver et indblik i Vivians opvækst i en mildest talt dysfunktionel familie, og den følger hende som barnepige i Chicago og som omstrejfende gadefotograf. De mange forskellige fortællestemmer betyder, at vi ikke får noget entydigt billede af Vivian, men at hun vedbliver at være mystisk og excentrisk.

52586100

Men ligesom Vivian forsøgte at dokumentere livet ved at fotografere de mennesker, hun mødte på sin vej – rige, fattige, hvide, sorte, unge, gamle -, så forsøger Hesselholdt at tegne et billede af Vivian via diverse stumper og stykker, fragmenter, fotografier og fantasier.

I øvrigt ironiserer fortælleren selv over genren. Blandt andet kommenter fortælleren: ”Jeg bryder mig virkelig ikke om dokumentarer med dramatiserede scener (…). I sorte øjeblikke tænker jeg at jeg selv har lagt mig op ad denne rædselsfulde genre.” (s. 174). Desuden er der tale om en ikke helt pålidelig fortæller, som eksempelvis hævder at huske konkrete ting om Vivians liv, selv om fortælleren andre steder indrømmer, at hun end ikke har besøgt de steder, hvor Vivian har levet.