“Kraniekassen” fra 2001 er en stemningsfuld og stemmefuld roman. Ikke fordi der er mange personer i romanen, for faktisk er der kun to hovedkarakterer, nemlig parret Agnete og Steffen. Men nu er det sådan, at Agnetes bevidsthed er splittet og består af seks forskellige jeg’er, der taler i munden på hinanden. Ifølge Agnete er jeg-1 det, der eksisterede først, og som hun synes er mest hende. Jeg-2 er det, der skriver og slår med halen og boltrer sig i sengen, jeg-3 interesserer sig kun for døden, jeg-4 søger altid at få det bedste ud af det hele, jeg-5 siger næsten ingenting, men skærer altid tænder og interesserer sig for de diffuse fornemmelser, og jeg-6 vil bare give op og lade stå til.
Parallelt med fortællingerne om Agnete og Steffen løber en historie, der hedder “Noter til Ludwig-bog”, om Ludwig II af Bayern. Om en skør konge, der bliver erklæret sindssyg og spærret inde, og hvor, døden bliver den ultimative befrielse fra Ludwigs fangenskab i dobbelt forstand: Det mentale fangenskab i sindet og det fysiske konkrete fangenskab.
23435381
Fortællingen om Ludwig er en parallel til historien til Agnetes seks jeg’er, hvor de fem af dem ønsker at slå jeg-3 ihjel. Og ikke mindst er den en parallel til Agnete selv, der er angst for at være sindssyg på grund af de mange forskellige lag i hendes sind, og som ind imellem overvejer døden som en nem og tilgængelig udvej.
Spørgsmålet om identitet – eller nærmere manglen på en sammenhængende identitet – og på sammenhængskraft i det hele taget er et centralt tema i romanen, som behandles igennem det fletværk af fortællinger om henholdsvis Agnete og Steffen samt Otto og Ludwig. De to fortællespor flettes ind i hinanden på kryds og tværs, som også Agnetes jeg’er blander sig med hinanden. På den måde spejler skrive- og fortællestilen også indholdet, og på den vis forstærker de hinandens udsagnskraft. Romanen sætter den moderne splittede bevidsthed under pennen og skildrer på fin vis personen, der har svært ved at finde sin identitet.
Romanen fortælles af en alvidende fortæller, der indimellem bliver meget eksplicit, som når vedkommende kommenterer: “nu kan jeg, fortælleren hin alvidende, thi Olympen jeg besteget har, ikke lade være at tænke på den tyske billedkunstner, hvad han end hedder, jeg ved alligevel ikke alt” (side 119). På denne selvrefererende vis snubler fortælleren over sig selv i al sin fortælleglæde, positionerer sig, udstiller og udleverer sine karakterer. Skrivestilen er dybt poetisk, som en række digte, der blendes ind i hinanden, og som på finurlig vis beskæftiger sig med tid, eksistens, Gud, kunst og kærlighed – livets store spørgsmål. Og romanen er så spækket med kærlighed: kærlighed til det at fortælle, og kærlighed mellem Agnete og Steffen, at den kommer til at stå som kontrast til det sammenhængsløse og splittede i tilværelsen og i sindet.