“Du, mit du” fra 2003 er et forsøg på at svare på den franske forfatter Andre Gides spørgsmål: “Hvordan vilde en Beretning om Lykken komme til at se ud?” Citatet indleder romanen, og så underfundigt som spørgsmålet er stillet, så hæsblæsende en forelskelsesroman er “Du, mit du”. Romanen udspiller sig omkring en unavngiven kvinde og mand, som for en periode skal passe mandens døde farbrors hus.
Det er kvinden, der beretter historien, og alle hendes tanker og alle deres handlinger drejer sig om, hvordan hun skal lære ham bedre at kende, hvad han tænker om hende, hvem han er, hvorfor han kan lide hende, hvorfor hun kan lide ham, og hvorfor han siger, han vil slå hende ihjel, når nu han er forelsket i hende.
24536963
Man kan ikke ligefrem kalde romanen handlingsmættet, og dog er den så fuld af skæve refleksioner og vidunderlige handlingsudbrud, at man bliver revet med igennem den. Som da den kvindelige hovedperson ligger under bilen for at lokke kattekillingerne ud fra deres skjulested bag hjulet, og manden trykker på speederen. Som biljagten, hvor han med foden på speederen jagter hende nøgen rundt i området. Og som da hun finder en pistol i en skuffe og fra sit skjul står og sigter på ham. Som da hun kysser en kvindelig tjener på munden på fiskerestaurant, så tjeneren taber alt, hvad hun har i hænderne, og kæresteparret senere løber fra regningen.
Grunden til, at manden får trang til at slå hende ihjel, er, at han ikke kan overskue tanken om, at de skal forlade farbrorens hus – han ønsker at fastholde det nu, de er i. Det at forlade huset bliver synonymt med at forlade hinanden, men i stedet for at slå kærligheden ihjel, tager de den med til Spanien og ser tyre blive slået ihjel. I romanen gør kærligheden de elskende ekstreme, får dem til at føle, handle, og klare mere. For når hovedpersonerne ikke kan tackle deres følelser, så handler de: træder på speederen og trykker på aftrækkeren. Det er som om kærligheden sætter dem i større forbindelse med livet. Men også med døden, for som det hedder: “kærligheden forstærker fornemmelsen af livets korthed” (s. 86). Når man elsker, er der pludselig mere at miste, og samtidig bliver angsten for at miste den elskede synonymt med angsten for at miste livet.