I romanen “I familiens skød” fra 2007 er sommerhusfamiliendanmark i centrum. Den splittede familie, som består af forlæggeren Lars, dansklæreren Anne, Lars’ barn Amalie og Annes og Lars’ fælles barn Sara, er i sommerhus, og som romanen åbner, får de desuden visit af Lars’ 82-årige mor, fru Hede, den midaldrende forfatter Julius og flygtningen Naseema.
På overfladen er alt pænt og hyggeligt. Lars og Anne har pudset en pæn facade op bestående af smukke ting og flotte tilbygninger, og haven holder de nede med økologisk sneglegift, ligesom de selvfølgelig selv vægter økologien højt. Men under overfladen er stemningen præget af afdæmpet familieneurose. Julius er optaget af begrebet familie, fordi han savner en sådan, samtidig med at han forsøger at overbevise sig om, at anmeldelser, priser og ja – familier – er ligegyldige goder.
26662583
Anne er stresset og ude af sig selv. Hun prøver at bevare troen på familien, men sætninger som “jeg har næsten altid svært ved at forstå, hvad der får nogen til at vælge hinanden” (s. 15), viser, at projektet er svært, og når hun prøver at holde fast i sin respekt for Lars ved bevidst at lade ting, han gør, passere ubemærket, peger det indirekte på hendes manglende tro og hengivenhed. Desuden har hun store problemer med at holde rigtigt af Amalie, men hun kan ikke rigtig finde ud af hvorfor.
Anne føler sig udenfor og samtidig underlegen i forhold til Lars. Hun elsker Lars’ demente og neurotiske mor, og hun har også taget Naseema til sig, fordi de begge har brug for hende og dermed får hende til at føle sig værdifuld.
Julius har ligeledes brug for Naseema. Han forelsker sig i hende og prøver at få hendes opmærksomhed. For ham er hun muligheden for at blive en anden. Amalie føler sig også udenfor og trænger til at være noget for nogen – eller til at nogen kan være noget for hende, men det sidste har hun muligvis opgivet. Det første opnår hun ved at forholde sig på denne måde til en hund: “For at kunne komme til at trøste den blev hun nødt til først at være ond ved den.” (s. 93). Sætningen synes generelt at indramme den måde, romankaraktererne evner at være noget for hinanden på.