Christina Hesselholdt forfatterskab kan læses som en lang undersøgelse af, hvad romangenren kan bære, og ikke mindst i sine tidlige værker afsøger og udfordrer hun romanens rammer og begrænsninger.
Siden hen er der kommet langt mere følelse, kød og blod i værkerne, og tingene bliver sagt mere direkte. Hun fortæller: ”I min debutbog Køkkenet, gravkammeret og landskabet var der meget at fortolke. Nu arbejder jeg med, at tingene bliver sagt, at intet er skjult, alt er i overfladen af teksten.” (Karen Syberg: ”Jeg tror, jeg skriver, som min mor talte”. Information, 2012-06-01).
Selvom Hesselholdt påstår, at hun ikke er interesseret i identitet, er identitet alligevel et centralt tema i forfatterskabet. Ikke på den måde, at Hesselholdt beskriver store eksistentielle livsforløb, men mere på den vis, at hun undersøger den indre, ofte særdeles flertydige monolog. Det sker ikke mindst i værkerne fra og med ”Kraniekassen”. I de fem værker om Camilla og vennerne og ligeledes de tre værker om Mikael, Gustava og Bruno er det både den indre monolog og samtalen med de nære omgivelser, der iscenesættes, og som former karakterernes tilværelse.
Hesselholdts værker tematiserer i høj grad forelskelsens kraft og fortællingens kunst, og det er, som om de to ting hænger sammen hos forfatteren. Begge dele beskrives som havende en enorm skaberkraft, der samtidig er beslægtet med destruktionen, som når den mandlige part i ”Du, mit du” ønsker at slå kvinden ihjel for at fastfryse forelskelsen. Eller når fortælleren Mr. Upfront i ”Virginia is for lovers” forelsker sig i hovedpersonen Elizabeth og som en anden paparazzofortæller stjæler og iscenesætter hendes historie.
I de senere værker er humoren blevet mere fremtrædende. I de fem Camilla-værker er der mange små skæve indfald – som den ironiske kommentar om, at en ekstra person i en roman resulterer i postmodernisme. Som da Alma forlader Kristian dagen efter hjemrejsen fra Beograd, ”mens rejsen stadig sad i mig”. Og som Almas beskrivelse af Alwilda: ”Jeg forestiller mig hendes orgasmer som et dask med en fluesmækker, som kortvarige, hårde og praktiske.” (”Camilla - og resten af selskabet”, s. 53). Ligeledes spiller humoren en central rolle i værkerne om søskendeparret Gustava og Mikael. Her træder den ikke mindst frem i de karikerede og famlende møder med omverdenen. På den måde glider humoren og melankolien ud og ind af hinanden, som livets goder og onder.