Baggrund

En stor del af Klaus Høecks forfatterskab er ganske eksplicit helliget forfatterens biografi. Det er som en indledende pointe værd at hæfte sig ved, at nedenstående fakta ikke kun er hentet ind fra sekundærlitteratur om forfatterskabet, men i lige så høj grad er hentet ud af forfatterskabets tekstblok.

Klaus Høeck (f. 1938) voksede op under besættelsen hos sine bedsteforældre, hvor moderen også boede, mens faderen angiveligt opholdt sig i Tyskland. Som nittenårig blev Høeck student, hvorefter han blandt forskelligt forefaldende arbejde var skibsdreng på sin stedfars skib. Høeck studerede medicin, jura og filosofi omkring 1970, og i et interview fortæller Høeck, at han skrev på en Raymond Carver-efterligning – altså en kriminalroman – i årene op til debuten i 1966. Men som Høeck fastslår: ”Kuglestøderen skal heller ikke springe højdespring” (Carsten Andersen: ”Jeg snyder, når det passer mig”. Politiken, 2008-11-04).

Erhvervet som kompromisløs dansksproget lyriker er brødløst, hvorfor Høeck bl.a. forsørgede sig ved Kunstfondens treårige legat, Gyldendals boglegat, postudbringning og bistandshjælp, indtil han i 1985 som 47-årig fik tildelt Kunstfondens livsvarige ydelse.

Honoreringen faldt sammen med udgivelsen af forfatterskabets første kæmpebog, hovedværket ”Hjem” (1984). Bogen er dedikeret til Margit Jean, Høecks kæreste som begik selvmord i 1982, mens flere afsnit i bogen er dedikeret til Gudrun Foged, som Høeck var gift med 1966-1971. I 1986 flyttede Høeck sammen med sin nuværende kone Anne Marie Mai (i dag litteraturprofessor ved Syddansk Universitet) fra Ryesgade centralt på Nørrebro i København til Ulstrup Vænge i Røsnæs nord for Kalundborg. Litteraten og poeten flyttede i 1989 videre over Storebælt til Veflinge nordvest for Odense. Dette tidligere landarbejderhus med tilhørende markareal og rosenhave omtaler Høeck pastoralt som ”Heartland” i det sene forfatterskab.

På trods af forfatterens samliv med tre forskellige kvinder, på trods af forfatterskabets udtrykte maskuline libido, på trods af, at ”ordet/ ’fisse’ skal tænkes som omkvæd/ til alle digtene” (”Heartland”, 2006), på trods af, at den aldersstegne digter bibeholder ”et low voltage sexlife” (”Palimpsest”, 2008), på trods af, at det ikke er ”anderledes/ herovre i new york/ en[d] hjemme i veflinge// mit begær er det samme/ lige fra morgenstunden” (”Honeymoon”, 1997) – på trods af alt dét er Klaus Høeck barnløs. I ”Hjem” (1984) lyder det: ”men hvad har vi for/ brudt på jorden/ eller i himlen/ siden goldheden hersker/ mellem os mellem/ vore celler som/ syv magre år/ uden æbler og roser/ uden børn”.