Ulrike Marie Meinhof

I bogen om og for chefterroristen i den rabiate venstrefløjsgruppering Rote Armee Fraktion, ”Ulrike Marie Meinhof” (1977), gøres der intet nummer ud af, at hovedpersonen er en kvinde. I stedet for at betone Meinhofs paradoksale dobbeltrolle som mor/morder eller smuk kvinde/aggressiv terrorist, fremstilles hun som universel og kønsneutral ”repræsentant for revolution og med/ mennesket som det omtales i Bibelen”. I den senere del af Høecks forfatterskab er kvinden (”min elskede”) og kvindekroppen (”din røv/ og dine lange ben”) derimod hyppigt adresseret som begærsobjekt, men altså ikke her, hvor det politiske domæne holdes hævet over kønnenes kendetegn.

Digtene i ”Ulrike Marie Meinhof” fremstår i et spejlkabinet af et sonetkranssystem, hvis kuriøse organisationsprincipper er helt afgørende for værkets udtryk. Bogen består af fire sonetkranse, der alle er bygget op med udgangspunkt i én og samme mestersonet, gengivet hhv. efter første og tredje krans (s. 21, 50). Høeck bruger to styringssystemer til at transformere/generere digtene på baggrund af denne mestersonet:

A, der bestemmer retningen, hvormed begyndelseslinjerne i hver af de fire sonetkranses 14 sonetter gennemløber mestersonettens 14 linjer. Det gøres enten oppefra/ned eller nedefra/op.

B, der bestemmer forskydningen af afslutningslinjerne i hver af de fire sonetkranses 14 sonetter i forhold til de respektive begyndelseslinjers placering i mestersonetten. Forskydningen laves enten én linje i opadgående retning eller én linje i nedadgående retning.

Man skal endvidere forestille sig mestersonetten skrevet på en cylinder, så forskydningerne op og ned i versfølgen kan springe frit mellem (det man ville kalde) den afsluttende 14. og begyndende 1. linje. På den måde danner de 4x14 sonetter fire sluttede kranse – to med forlæns gennemløb og to med baglæns gennemløb, hver især krydskombineret med en afslutningslinje over eller under begyndelseslinjens placering i mestersonetten.

Systematikken omfordeler skriftens gængse struktur, som er kendetegnet ved at være lineær, og sætter verslinjerne i gentagende og modsatrettet cirkulation mellem hinanden. Noget udfoldes, første gang en linje fra mestersonetten bruges, noget andet anden gang ... Eksempelvis sættes en højlyrisk sentens som ”dødsskrigs lykkelige falset” i relation til en svale (s. 11), en popsanger (s. 12), en politibetjent (s. 29) og udpegede medlemmer af RAF (s. 30, 41, etc.).

Mens bogens gennemgående opstilling af Gode terrorister vs. Ondt kapitalistisk samfund er utvetydig, fordeler systematikken rundhåndet verslinjer ud til begge sider af værditilskrivningen. Systemet modarbejder så at sige indholdets forhippelse på modsætning. Formen virker udvidende, mens indholdet virker indsnævrende, og er vi ikke tilbøjelige til at mene, at det omvendte er reglen?

Når man i 2011 læser Høecks utilslørede forherligelse af RAF’s voldskultur i 1970’erne, må man nødvendigvis forfærdes. Igennem smukke naturbilleder paralleliseres Ulrike Meinhof flere steder med Jesus, mens ofrene for selvtægten, hvad enten det er ordensmagten eller gidslerne, verfes til side med et skuldertræk. Med henvisning til Meinhofs kollega Thomas Weissbecker, der blev skudt af politiet under en anholdelse i 1972, lyder det: ”din død er større end Tai-bjer/ get, medens betjentens er mindre end et// svanedun, når han engang dør”.

I sin monografi om Klaus Høeck, ”Admiral, bitumen, Zodiak”, skriver Frederik Stjernfelt, at selvom Høecks politiske bøger ”ikke er fri for naive politiske fraser og rummer decideret ubehagelige passager, så fremstår de som et røntgenbillede af en generations politiske fascination”. Man får fuldt view over netop dét forhold i den afsluttende sonet, hvor forfatterens spejling i sit stof når sin konsekvens: Han opgiver privatadresse og telefonnummer sammen med en opfordring til at ”forsamles i Ulrike/ Marie Meinhofs navn for at udpønse/ en hævn, der går videre end disse vers”.