Klaus Høeck har skrevet adskillige sonetter (rimede digte på 14 linjer) f.eks. i ”Pentagram” fra 1976 og adskillige sonetkranse, som nu ”Canzone” (1981), hvori en dobbelt én af slagsen (først forlæns, så baglæns) indgår.
Det klareste eksempel på brugen af sonetkransen i nyere dansk litteraturhistorie er Inger Christensens ”Sommerfugledalen” (1991), men mens Christensen bruger sonetskemaets regelrette organisationsstruktur som et kunstens gyldne snit i virkeligheden, bruger Høeck sonetten anderledes ufortrødent og håndværkeragtigt. Høeck udnytter ligesom i ”Ulrike Marie Meinhof” krans-konstruktionen til at afmontere det enkelte digts og det enkelte vers’ autonomi. Høeck bryder bl.a. linjerne abrupt midt i ord og lader ordrester blive stående ufærdige tilbage i digtene. Sliddet med at mingelere stavelserne og systemerne på plads er således ikke bortredigeret men tværtimod fremstillet som en ekspliciteret del af den endelige tekst.
24815587
Undertitlen ”Digte fra Nørrebro” henviser til ”Canzone”s fremhævede lokalisering på det, der for 30 år siden vitterligt var Københavns stenbro. Man får et socialrealistisk og historisk men også muntert og afvæbnende indblik i, hvordan den omfattende sanering af bydelen i slut-halvfjerdserne tog sig ud for en typisk beboer med daglig gang på socialkontoret, alkoholmisbrug og ideologikritisk kampgejst – slet og ret i ”kendsgerninger her på Nørrebro”.
Som så mange andre steder i Høecks oeuvre bruges digtningen i et realpolitisk ærinde, dog begynder man her at ane en mindre skråsikkerhed, der kommer til at kendetegne det sene forfatterskab. I ”Canzone” vil Høeck ikke desto mindre fremvise de sidegader, velfærdssamfundet ikke vil se på: ”Kom ud til Nørrebro, kom herud og se”, som læseropfordringen lyder. Man kan sige noget tilsvarende om ordresterne, som digteren insisterer på at medtage i poesien: ”Det mest konkrete i mine/ digte: affaldet, omkostningerne/ vil man ikke kendes ved, forstår man ikke, præcis som i samfundet” (s. 134).
Citat
”I Ravnsborggade ligger bistandskonto
ret gult som et vinteræble. Jeg har min
army-cap på og føler mig i fin
form i dag, nybarberet og helt ro
lig i øjeblikket. Der er ingen problemer.
Efter en ti minutters samtale
om Hölderlin, Novalis og Rilke
med socialrådgiveren bevilger
han rutinemæssigt det sædvanlige
beløb plus otte hundrede kroner
til en ny seng. Det er en glimrende
institution, vedstår jeg åbent. Men
Gud ved hvordan det egentlig går ham, der
ikke kender tyske digtere?”
”Canzone”, s. 126.