Høecks forfatterskab er én lang påpegning af, at skriften altid kommer et sted fra, og forfatterskabet lader sig dermed ikke forstå med en afrundet, fuldendt og afgrænset værkkategori som ideal. Høecks værk lader sig omvendt fint forstå, hvis man accepterer dets udflydende, muterende, repeterende og tilnærmelsesvis uafgrænsede karakter. I et interview siger Høeck: ”Man behøver jo heller ikke kigge på alle træerne i en skov for at få fornemmelsen af, at man er i en skov. Og på samme måde vil jeg gerne have, man læser mine værker. Som gik man en tur i skoven.” (Rasmus Bo Sørensen: ”Jeg er kommet til det sted, hvor jeg hele tiden har været”. Information, 2008-07-20).
De enkelte digte i Høecks forfatterskab (i skrivende stund 2019 er der omkring 15.000) skal principielt set aflæses som ét sammenhængende udtryk. Dette fundamentale karaktertræk har sin lige i den vide vifte af emner, forfatterskabet indlemmer. Høecks digte afsætter ikke afmålte enheder af æstetisk koncentration, men afspejler og eftergør der imod virkelighedens mylder: ”poesien er til/ for virkelighedens/ skyld og dén nødven// dighed der knytter/ ord og liv sammen i dig/ tets tornekrone” (”In nomine”, s.138).
Derfor vil man finde digte om Heinz Ketchup, Grateful Dead, Rumraketter men også om Livets smerte, Døden som eksistensvilkår, Poesiens iboende filosofi. ”Hjem” er med sin totalgennemlysning af Danmarks geografi, zoologi, samfundsstruktur etc. et klart eksempel på Høecks totalfokus, mens kritiker Lars Bukdahl giver et slående billede på forholdet i en konstrasterende sammenligning mellem Høeck og Klaus Rifbjerg i dansklærerøjemed: ”en hel featureuge til In nomine vs. 45 minutter til ”Nultime”” (Talen ved overrækkelsen af Kritikerprisen den 5. marts 2009).
Et genkommende træk ved forfatterskabet er endvidere opfattelsen og brugen af bogsiden som en slags tavle inddelt i tekstfelter. Disse felter korresponderer indbyrdes, ligesom siderne korresponderer indbyrdes, ligesom bøgerne korresponderer indbyrdes. Læsningen af disse bogsidetavler er en glimtvis udfoldning af et system, der ellers ligger sammenfoldet og skjult på og mellem bøgernes sider.
I det sene værk begynder systemerne at fremstå delvist obstrueret, f.eks. ved at tilfældige digte er fjernet eller ved tilfældig sammenblanding af retninger og spor. I stedet for en pædagogisk nummerering eller overskrifttildeling, som man ser i ”Hjem”, er markeringer af retninger, afsnit, forløb og forlæg fjernet. Dette understreger et generelt karaktertræk ved Høecks bøger, nemlig at den lineære læseretning fra start til slut langt fra er den eneste oplagte mulighed.