Der hviler en stemning af afslutningsfest over Klaus Høecks seneste (og måske sidste) digtbog ”Legacy” (2015). Tag blot titlen (engelsk for ’arv’), som udpeger bogens tilbageskuende blik på digterens lange liv og voluminøse værk. Arven er det, der er tilbage, når døden nærmer sig, og det hele er slut.
Digtene i ”Legacy” bibeholder og viderefører sine umiskendelige Høeck-træk i en resolut stram form, men der er sket en forskydning. Frederik Stjernfelt hæfter sig i sin Høeck-monografi (2008) ved ”den konstante spejling af hverdagsverden i abstrakte verdener fra videnskab over filosofi til teologi”, og det er netop denne konstant, som ikke længere er konstant. Hverdagsverdenen har overmandet abstrakte verdener, og tilbage står kun et rent ydre, stavelsestællende og tilsyneladende hult hylster af ord med slappe, platte, banale, bevidst ligegyldige, ublu private, grimme referencer. ”der er ligesom/ kommet noget klovn over/ mig”, noteres det selvbevidst. Dette hylster fører Høeck demonstrativt (men også tappert) igennem over overvældende og helt vanvittige 586 sider. Presse den sidste saft ud? Svanesang? Poesiens fallit? Poesiens realitetsfornægtende triumf?
51897080
”Legacy” består af tre dele, hver med sit kompositoriske princip og tilhørende SoMe-titel: ”Facebook” (kronologisk), ”Instagram” (fragmentarisk), ”LinkedIn” (stykvis serielt). Man får hurtigt den tanke, at de populære internetsteders kombination af fikseret sniksnak, uhæmmet selvrefleksion og informationsoverflod jo minder om, nej er Høecks poetik. Måske er det her, poesien forsvinder hen? Måske skal der en gammel, vrissen digterkugle med forstørret prostata til for at italesætte, hvad der er på færde, når vi alle er kunstnere på Instagram eller autobiografiske digtere på Facebook?
Hvor ”Palimpsest” (2008) var optaget af det passerede 20. århundredes kanoniserede kunst, er ”Legacy” optaget af dét, der måske er det 21. århundredes kunstformat: selfies, private familiefotos, tilfældige snapshots. En række private familiefotos er optrykt i tofarvede gouache-tryk (kapitlet Instagram), og således er billederne ganske bogstaveligt ”rykket ud/ af digtene”. Denne lyriske terminaltilstand af groft nedsættende vulgærsprog og banaliteter kunne vi med et citat fra bogen godt kalde ”en uknep/ pelig flæskerøv.”