Klaus Høeck fyldte 80 år i november 2018, men han skriver som en teenager. Hans tekst er både rutineret og aldeles uimponeret, og det udmønter sig i kølig elegance blandet med brandvarm udskejelse.
Kort tid før den runde fødselsdag udkom ”MY HEART” (2018) med undertitlen ’Poems galore’ (dvs. digte i massevis). Hermed anslås en væsentlig æstetisk parameter: Volumen.
Der er over 600 digte i ”MY HEART” - alle sirlige firedobbelte haikuopsatsatser, der bringer hver sin afsluttede sekvens, ofte i anekdotisk form. Når man læser disse korte, pointesøgende og tit pjattede digte i umanerligt lange serier, så oplever man en vedholdende, ophobet fylde eksekveret i små korte glimt. Vi har på den ene side ”hai/ kuets sømpistol”, som det hedder, og på den anden side ”en refleks af/ evigheden selv”.
Digtene er ordnet i en tilsyneladende tilfældig rækkefølge. Man læser hele tiden noget nyt, skifter retning, men de nye retninger er så mange, at dét i sig selv bliver den sammenhængende retning. Her befinder man sig lunt og godt som Høeck-læser midt i det, der ret beset er myldrende, djævelsk kaos.
54959761
Poesiens måske mest belastede rekvisit – titlens ’mit hjerte’ – fremvises snarere som en fyldt IKEA-lagerhal end en ædel diamant på Rosenborg. Det er det romantiske hjerte, men i en nedslidt version efter samlebåndets logik, hvor algoritmernes ”big data” er sat i stedet for det klassiske ”jeg”.
Igennem digtene er den engelske ukvemsglose ”fuck” gennemgående, og man støder ikke sjældent på ord som ”lort”, og ”forpulede”, mens tilsyneladende ubetydelige begivenheder som barbering, at telefonen ringer eller at digteren handler ind i Brugsen får uforholdsmæssig stor opmærksomhed. Det platte register og de banale begivenheder får taletid hos Høeck, og der er ”ingen ånd uden lOrt”, som det lyder mod bogens slutning.
Høeck skriver med en punkattitude, som er taget til i styrke gennem hans seneste bøger. Det er svært at afgøre, om denne udtalte norm- og hierarkiløse fremfærd er en konsekvens af den store volumen eller omvendt? Opskriften lyder ikke desto mindre, i Høecks krystalklare enkelhed: ”diGte som gjaldt det/ ingenting når det// gælder alt”.