Succesen med “Frøken Smillas fornemmelse for sne” blev fulgt op af den mere stramme og snævert fokuserede roman “De måske egnede” i 1993. Her bliver et disciplineret, grundtvigiansk skolesystem afstraffet i en fortælling om tidens tvang og muligheden for en ægte samhørighed med andre mennesker.
Bogens fortæller er en forældreløs teenager, der er vokset op på stribevis af institutioner. Her er reprimanderne korporlige og systemtænkningen altomfattende. Sådan er det også på Biehls Privatskole, hvor fortælleren går i valgslægtskab med pigen Katarina og det helt ødelagte barn, August. Skolen modsætter sig deres samvær – alt er skemalagt ned til mindste detalje, og der er ikke plads til afvigelser. Skolens forestilling er, at man kan løfte børn med tunge problemer op i uddannelsens lys ved at blande dem til de ensrettes. Alligevel lykkes det børnene at gøre oprør, de går bag om skolens regler og piller ved dens systematik.
20787538
Ved siden af den hårrejsende kostskolefortælling former romanen sig som en lang, filosofisk diskussion af tiden og dens funktion som styringsmekanisme i den vestlige kultur. Det er en problematik, der hænger sammen med Peter Høeg kulturkritik: “Vi fastholder hinanden i et mønster af præcision. Vi gør hver dag alle sammen meget tit noget vi ikke har lyst til, fordi vi skal, fordi det ligger fast i et skema. Det instrument vi bruger er noget med straf og belønning. For små børn kan det være et kærtegn eller et slag, en hård bemærkning eller en venlighed. Det er en slags sygdom i hele vores kultur.” (Ninka: “Jeg har aldrig haft et ur”. Interview i Politiken, 1993-09-12).
Det var dog ikke denne overordnede pointe, der affødte den gevaldige opmærksomhed omkring udgievlsen. Det var derimod de virkelige institutioner, Høeg nævner i bogen, og anklagerne om ulovlig, systematisk afstraffelse af elever i Danmarks kostskolesystem. I ugevis blev skolepolitikken debatteret, men Høeg løb selv, ufrivilligt, med den største virak: Fortælleren i bogen hedder Peter Høeg – et fiffigt trick, der førte til spekulationer om selvbiografi. Det har Høeg siden afvist, men samtidig fastholdt, at dele af bogen bygger på virkelige begivenheder.