I sin fjerde roman, “Kvinden og aben” fra 1996 skruer Peter Høeg endnu en tand op for kritikken af den vestlige kultur i en fabel med mytologisk tilsnit. Her hævner den undertrykte natur sig, og Høeg konfronterer mennesket med dyret i sig selv.
Den superintelligente menneskeabe Erasmus er blevet fanget af en storvildtsjæger og kommer til London på smuglerskibet Arken. Aben undslipper og følger sit næsten-terroristiske kald mod at advare den vestlige verden mod naturbeherskelsen. Abens vej krydses af den magtfulde chef for et zoologisk forskningsinstitut med det sigende navn Adam Burden. Han mangler kun ét exceptionelt forskningsresultat for at blive udnævnt til chef for London Zoo, og her kommer aben belejligt. Men planerne forpurres af den kløgtige abe, som frelser Burdens danske hustru, den drikfældige sminkedukke Madelene, fra sit dekadente, ulykkelige liv. Sammen flygter kvinden og aben fra en kuldsejlet kultur over Londons tage og grundlægger en ny slægt.
21874051
Romanen er kulørt fra ende til anden og af flere kritikere udråbt til at være en overtydelig, politisk korrekt øko-King Kong. Samtidig med bogens udgivelse stiftede Peter Høeg fonden Lolwe, som donerer al overskud til kvinder og børn i Den tredje verden. Også derfor fandt mange, at de ikke så meget stod over for en ny Høeg-roman som over for en velgørende organisation. Omvendt kan man, som den norske forfatter Jan Kjærstad gør det i et forsvar for bogen, argumentere for, at Peter Høeg netop udviser stor skaberevne og en helt unik fantasi, der kompromisløst insisterer på dét politisk korrekte, der de facto er blevet politisk ukorrekt i en ironisk, konstant selvrefleksiv kultur.