Der skulle gå ti år, før Peter Høeg igen var klar med en roman. “Den stille pige” fra 2006 er klassisk Høeg, men i løbet af de mange års stilhed har Høegs kritiske nerve forskudt sig fra at udstille vores kulturs selvdefinerede ydre grænser til længslen efter at overvinde de indre grænser og nå en højere form for fordybelse.
Hovedpersonen i “Den stille pige” er den 42-årige, verdenskendte klovn, Kasper Krone. Han er udstyret med en ganske særlig stærk hørelse; han hører den lyd, der udgår fra alt. Om vinteren, når der er pause fra cirkus, fungerer han som en slags terapeut for børn, og det er her, han møder pigen KlaraMaria, hvis lyd er anderledes: Hun er stille. Da KlaraMaria bliver kidnappet, hvirvles Kasper Krone ind i et uhyre kompliceret komplot, hvor hans forsøg på at frelse den stille pige må kombineres med flugt fra myndighederne, der endelig vil konfrontere ham med hans enorme, poker-relaterede skattegæld.
26205034
Som i “Frøken Smillas fornemmelse for sne” trækker Høeg rigeligt på thrillergenren i konstruktionen af et plot, der rummer ejendomsspekulation på højt plan, mystiske jordskælv, der lægger dele af et futuristisk København under vand, sære nonner fra en sektlignende, østeuropæisk menighed, en døende far og en gammel flamme, til hvem der er forhold at afklare. Kasper Kroner deler også psykologiske træk med Smilla: Hvor hun har fornemmelsen for sne, har han en sublim sans for lyd og musik, og klarer sig ud af kniber på den mest opfindsomme vis.
Kasper Krone er en slags pop-intellektuel charlatan, der gennem hele romanen docerer han med bonmot’er fra filosofiens hovedmænd. Men bag denne overfladiske citatviden ligger en længsel efter spirituel enkelhed og åndelig dybde, der viser sig i Kasper Krones uafbrudte bønner til det guddommelige under navnet FruHerre. I den åndelige søgen udfoldes romanens egentlige pointe. Her er en længsel, Peter Høeg selv kender til: “… den dybeste længsel, langt dybere og større end kærligheden til kvinder og børn og kunsten, den er at komme til at høre helt sammen med verden. At der ikke mere er nogen forskel på en selv og verden. En slags sammensmeltning, en slags samhørighed med Det Store, Det Guddommelige.” (Ninka: “Jeg har aldrig haft et ur”. Interview i Politiken, 1993-09-12).