Peter Høeg debuterede i 1988 med en roman og har siden kun afveget fra denne genre med novellesamlingen ”Foortællinger om natten”, som udkom i 1990. Et væsentligt karakteristika i forfatterskabet er kombinationen af plotbaseret spænding og encyklopædisk viden om alt fra sne og is til fragtskibes konstruktion, musik og virtuelle virkeligheder. Et andet er de civilisationskritiske moraler, man finder i mange af Høegs bøger. Fra starten af sit forfatterskab har Peter Høeg beskæftiget sig med skildringer af den vestlige kulturs skyggesider, herunder udbytning af naturen, materialisme, tidstyranni og fremskridtsoptimisme.
I løbet af forfatterskabet har åndelighed og ægte samhørighed mellem mennesker fået en stadig større plads. I sine bøger fremstiller Høeg således empati og mødet mellem mennesker som det, der kan redde verden, ligesom fordybelsen er et tematisk omdrejningspunkt. I forbindelse med sin bog fra 2018, ”Gennem dine øjne”, fremhæver forfatteren desuden i et interview, at ikke kun kærlighed og meditation kan være forskellige veje ind i bevidstheden, det samme kan kunsten og litteraturen. Og disse rejser i bevidstheden kan have en vigtig helende effekt og åbne op for nye måder at være til på, hvilket er en af de ting, han udforsker som forfatter: ”Lige siden min første bog har jeg ledt efter muligheden for at åbne et vindue i virkeligheden ind til en anden måde at være til på. I bog efter bog har jeg fortvivlet ledt efter billeder på åbninger i virkeligheden. Førhen har det været sneen, musikken, humoren. Nu er det hjerneskanninger og de ægte møder mellem mennesker (…) Jeg tror på, at kunsten kan være et sådant vindue, en sprække til en anden måde at være på. Ligesom meditation kan være det.” (Sebastian Wittrock: Peter Høeg: Samfundet trækker udad, og alle forandringer skal foregå i den ydre verden. Men der er også nødvendigt at vende sig indad. Politiken, 2018-09-15).
I de knap 320 år, Peter Høeg har skrevet for offentligheden, har hans bøger fået stort set alle former for modtagelse, og i. – med undtagelse af ligegyldighed. Høeg er en éner, både af sind og i salgstal, og en forfatter, hvis status grænser til det mytiske, på godt og ondt.
I forbindelse med Omhans debutromanen “Forestilling om det tyvende århundrede” skrev Carsten Jensen, at her var en digterfantasi, der er blandt de største i dansk litteratur. Om “Fortællinger om natten” lød det fra Søren Vinterbergi Politiken, at bogen var en dansk, litteraturhistorisk begivenhed i international klasse. Også “Frøken Smillas fornemmelse for sne” og “De måske egnede” blev rost. Dog var der kritiske røyster, blandt andre Informations Erik Skyum-Nielsen, der havde svært ved havde et utal af anker mod “De måske egnede”, blandt andet havde han svært ved at acceptere Peter Høegs simulerede, selvbiografiske markører i ”De måske egnede”. Den kontrovers udgør en stor del af Poul Behrendts “Dobbeltkontrakten” fra 2006, en litteraturteoretisk undersøgelse af grænserne mellem fiktion og selvbiografisk fakta i nyere litteratur.. “Kvinden og aben” blev generelt lagt på is af anmelderne; den havde for meget program og moral, for lidt litteratur.
Nogenlunde samme kritik har mødt “Den stille pige”. Bogen var ventet med spænding, endda så meget, at BT brød en aftale med Peter Høegs forlag og anmeldte bogen før udgivelsesdagen under henvisning til, at en boghandler i Østjylland allerede havde romanen til salg. Enkelte anmeldere var positive, men flere fandt bogen prædikende. Tilsvarende skrev Weekendavisens Lars Bukdahl, der aldrig har brudt sig om Høeg, om ”Den stille pige” gik langt i sin afvisning af romanen, og skrev at den var: “… at sammenligne med James Bond-temaet truttet på lange bedehorn af en falanks af tibetanske munke i meget, meget lang tid (i Nørre Snede)”. (Lars Bukdahl: Hø over hø. Weekendavisen, 2006-05-19).
Modtagelsen af “Den stille pige” kom bag på Peter Høeg og forsinkede arbejdet med opfølgeren et år. Da “Elefantpasserens børn” udkom i 2010 var tonen varmere: Anmelderne var venlige og roste især Høeg for at have genopfundet sig selv som humorist. Men der var også forbehold hos mange; en af Høegs mest velskrivende og vedholdende kritikere, Informations Erik Skyum-Nielsen har denne karakteristik: “(…) et stykke budskabistisk postmodernisme, der under flittig anvendelse af underholdningsromanens formgreb skal belære læseren om fortræffeligheden af spirituel fordybelse.” (Erik Skyum-Nielsen: “Intet menneske er en ø”. Information, 2010-09-10). Indifference er nok det eneste, Høeg aldrig blevet mødt med. d – heller ikke i modtagelse af hans seneste bøger, som også har fået blandede anmeldelser. Peter Høegs ”Effekten af Susan” fra 2014 blev ligeledes mødt af et langt fra enigt anmelderkorps. Mens en anmelder forudså, at romanen kunne blive Høegs store comeback hos de læsere, der synes han havde bevæget sig for langt væk fra det, der kendetegnede ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, mente andre kritikere, at romanen indeholdt for meget konstruktion, for meget hybrid og en lidt for tyk new age-agtig klangbund til for alvor at være overbevisende.
Selv afviser Peter Høeg, at have den endelige kontrol over sine tekster, de kommer alle fra et fælles, kulturelt rum. Og i samme nu udvisker han igen sig selv som person, så kun den særligt Høeg’ske aftryk står tilbage som en myte: “Der er tit en forestilling om, at jeg må have det endelige svar på alt i mine bøger, men det kommer ofte bag på mig, når en læser kommer med en iagttagelse, selv om den virker helt rigtig. Bøger er kollektive processer, hvor man linker sig ind på den kollektive bevidsthed og tapper fra den. Og det, der strømmer igennem én, tilhører alle, selv om man redigerer og styrer det. Det er spontane, ukontrollerede processer.” (Jesper Stein Larsen: “Tilbage til lyset”. Interview i Jyllands-Posten, 2006-05-14).