Baggrund

Citat
”Jeg skulle ikke noget i Australien, ligesom jeg ikke skulle noget nogen steder, jeg havde ingen særlige ideer om, hvad jeg ville med mit liv, bortset fra en forestilling om at være fri, det var noget, jeg havde hørt om.”
”Hannah”, s. 8.

Hanne Højgaard Viemose er født og opvokset i Frederikshavn, så hun har ikke kun backpackererfaringen til fælles med sin hovedperson i debutromanen ”Hannah”. Forfatteren boede fra 1977 i Frederikshavn med sin familie, indtil hun ligesom Hannah efter gymnasiet i 1996 rejste down under. Viemose vendte dog hjem igen og tog en uddannelse – først ved Aarhus Universitet og derefter på Forfatterskolen, så hun er både bachelor i Antropologi og Etnografi og forfatter. Hun debuterede med den tilsyneladende selvbiografiske roman ”Hannah” i 2011 – samme år, som hun blev færdig på Forfatterskolen. Debuten blev godt modtaget, og Hanne Højgaard Viemose modtog Munch-Christensens Kulturlegat for den.

Måske krævede den autentiske historie 14-15 års afstand for at kunne blive til en god roman. Måske var det livet på barsel, der gjorde tiden som backpacker så tillokkende. Selv siger forfatteren om bogens tilblivelse: Jeg tror, at netop det at jeg skrev romanen som nybagt mor med alt, hvad det fører med sig af følelser af fastlåsthed, ansvar og forpligtelser og tanker om stabilitet og retning i livet, gjorde det særligt interessant skråstreg lokkende skråstreg æggende for mig at vende tilbage til min tid som Hannah i Australien. (Hanne Højgaard Viemose: Om forfatteren, fortælleren og jeg'et. Litteratursiden, 2015-09-01).

Livet som mor er omdrejningspunkt i romanen ”Mado” fra 2015, der som debuten også har selvbiografiske træk. Den er imidlertid blevet til under langt mere kaotiske vilkår end debuten, hvilket også spejles i bogens form. Om det siger Hanne Højgaard Viemose: ”I øvrigt var jeg i årene efter min debut med Hannah overvældet af et liv med endnu en graviditet og fødsel, min mand/eks-mands psykiske sygdom, egne sammenbrud, økonomisk usikkerhed, mor til to små børn, og en følelse af et enormt ansvar for min mand/eks-mands velbefindende som sjældnere og sjældnere blev noget velbefindende. Jeg var ret fuld af frustrationer og havde ikke særlig meget tid til at sidde og skrive, så det kom helt af sig selv, det med ikke at skabe en sammenhængende fortælling.” (Hanne Højgaard Viemose: Om forfatteren, fortælleren og jeg'et. Litteratursiden, 2015-09-01).