Hanne Højgaard Viemoses debutroman ”Hannah” fra 2011 er en backpackers rejseberetning fra Australiens outback. Den er beretningen om en ung piges higen efter frihed og søgen efter identitet og seksualitet. Hannah, der egentlig hedder Anne, vokser op i Nordjylland, men hun har svært ved at finde sig til rette. Som barn ville hun helst hedde Hans, hvilket slet ikke var begribeligt for hendes mor, og hvad der ikke gjorde det nemmere at passe ind. Hannah vil væk, mærke luft under vingerne, så provinsens stramme former og normer kan slippe deres snærende tag. Derfor flygter hun ved først givne lejlighed (lige efter gymnasiet) over Alperne til Sydney for at ende som bananplukker i en plantage uden for Tully.
29308594
Her ryger, drikker og horer hun og gør sit ypperste for at gøre op med hjemstavnspigen. Men hun fordyber sig også i bananplukkeriets væsen, den knaldrøde outbacks fauna og venskabet til Fran. Det er hende, hun savner, da hun endelig forlader Tully. Der er ingen spring-ud-historie i romanen, men hos Fran finder hun ømhed og kærlighed, ligesom lidenskaben mærkes i beskrivelsen af Teresa: ”Nøgen mod de lyseblå fliser på badeværelset var hun et helt utroligt syn (…) Hun var varm og kølig, blød og glat og fast at røre ved” (side 92-93).
Hannah er romanens jegfortæller, og hun fortæller i et direkte og kækt sprog iblandet en del aussie-slang (you bloody wankers). Det giver en både barsk og sjov tone. Historien fortælles som en bevidsthedsstrøm uden egentlig begyndelse og slutning, uden kronologisk forankring i tid og rum. Og meget gemmer sig imellem linjerne. Eksempelvis afsløres det ikke, hvad nogle nordjyske knægte fra barndommen gjorde ved Hannah, kun at hun fortrænger det ved i vilden sky at synge ”Jeg er en papegøje fra Amerika”.
Hannah vender ikke hjem til sidst. Hun forbliver down under, geografisk og socialt, så bruddet med hjem-ud-hjem-modellen er åbenlys. ”Hannah” er ikke en opbyggelig fortælling om en ung piges udvikling til det bedre. Det er tvivlsomt om rejsen hjælper hende til at finde sig selv. Men hun finder sin krop og i den en selvsikkerhed, så den i højere grad kan blive en medspiller og ikke noget, der skal gemmes væk.