Lone Hørslevs femte digtsamling og ottende værk “La'os” fra 2012 er et samarbejde mellem Hørslev og illustrator Rikke Bakman.
De første tre digte indledes med La'os. Første digt hedder “La’os alle smile”. Her sammenligner digterjeg'et sig med en hjemløs: “et liv, en afgrund der/ på en måde også kunne være vores.” Dette “kunne” adskiller dog digteren fra den hjemløse, og alligevel vender hun flere gange i digtsamlingens løb tilbage til netop hjemløshed. I det første digt repræsenterer den hjemløse håbløshed, mens hun (og hendes to børn) står for håbet.
29539286
Disse kontraster – denne livets balancegang mellem håbet på den ene side og håbløsheden på den anden er netop et af digtsamlingens centrale temaer. Det kontrastfyldte understreges af Rikke Bakmans sort-hvide stregtegninger, hvor en gennemgående kvindelig figur gengives i triste, hverdagslige situationer.
Ligeledes tematiseres det nære i form af kærlighed, savn, skilsmisse og hverdagshandlinger, og dette nære står både i kontrast til og forbindes med den store verden. Eksempelvis i digtet “Hold nu kæft med de skalaer”: “De økonomiske strukturer og/ kærlighedens strukturer, vi gennemspiller også/ vores egen fallit”, hedder det, hvorved den økonomiske krise bliver sat i relation til kærlighedens krise.
I det hele taget er der meget krise i digtene: personlige kriser, kærlighedskriser, klimakrise og finanskrise. Digteren jonglerer elegant imellem dem, så de bliver en naturlig forlængelse af hinanden, og alligevel kan hun ikke lade være med at kommentere: “Jeg kan se, det er stemplet i Laos./ La'os./ Ja, undskyld mig, jeg ved det er latterligt at tolke/ på det. Læse sammenhænge ind/ hvor der slet ingen/ sammenhænge findes” (s. 43). Kommentaren peger både på Hørslevs digteriske virkemiddel, hvor hun lader sig inspirere af ordenes lyd, samt af indholdet, hvor de private kriser bliver læst i sammenhæng med verdenskriserne.
Digtsamlingen er fuld af referencer til populærkulturen, som for eksempel i digtet “Alligevel siger hun hvor tarveligt”. Her hedder det: “og hvad angår os to (ja hvad med os to?)/ så si'r jeg bare snip snap snude, så er den historie/ heller aldrig/ nogensinde ude, Det er jo DET.”