Baggrund

Citat
“Det må være den værste frost i mands minde, siger du og hiver huen af, du siger, og tænk så på: i Japan blomstrer kirsebærtræerne nu! Vinden pisker sneen ind mod ruden, du siger at du glæder dig til at læse slutningen. På din bog, du siger, der ER nu ikke noget som ferie!”
“Fjerne galakser er kedelige”, s. 9.

Lone Hørslev blev født den 29. november 1974 i Køge, men er vokset op i Mejdal uden for Holstebro, hvor en af hendes store ungdomsinteresser var at male. Som hun siger: ”Jeg troede jeg var kunstmaler, også fordi jeg var god til det.” (Karen Syberg: ’Jeg ville helst skrive hele tiden’. Dagbladet Information, 2006-10-05). Men på et tidspunkt mente hun, at det at male blev for besværligt, omstændeligt og desuden for dyrt, og derfor begyndte hun at skrive.

Efter gymnasiet startede Hørslev på læreruddannelsen på Nørre Nissum Seminarium, hvor hun tog det første år på uddannelsen. Året efter gik turen til Aalborg, hvor hun startede på Humanistisk Informatik. Herfra gik turen videre til RUC, hvorfra hun blev bachelor i Dansk litteratur i 2001.

Samme år fik hun sit gennembrud som forfatter. Hun blev således både optaget på Forfatterskolen og fik antaget en digtsamling hos forlaget Gyldendal, og digtsamlingen “Tak” udkom samme år. To år senere blev hun uddannet fra Forfatterskolen og sendte i samme ombæring sin anden digtsamling på gaden, nemlig “Ærgerligt, ærgerligt”. Siden da er det blevet til endnu fire digtsamlinger, seks romaner og en novellesamling.

Der er meget musik, klang og rytme i Hørslevs forfatterskab, og det giver derfor god mening, at hun også begår sig på den musikalske scene. I 2007 fødte hun sammen med sanger og sangskriver Mads Mouritz det musikalske projekt Mouritz/Hørslev, og hun har ligeledes haft et band med nu afdøde Solveig Sandnes under aliaset Er de Sjældne. Lone Hørslevs seneste musiklyrik-projekt, Uhørt, er skabt i samarbejde med komponist Jesper Mechlenburg.

Privat er Lone Hørslev mor til et tvillingepar og i 2009 fraskilt fra pigernes far, forfatteren Martin Glaz Serup. Bruddet tematiserer hun i digtsamlingen “Jeg ved ikke om den slags tanker er normale”. Også digtsamlingen “La'os” handler om at finde fodfæste efter skilsmisse.