I Lone Hørslevs tredje digtsamling og fjerde udgivelse “Lige mig” fra 2007 er stemningen foruroligende, hvilket er manifesteret allerede på bogens cover. På bagsiden er et fotografi af to terner, hvoraf den ene ligger i græsset (måske er det hunnen, som ruger), og den anden står nærved med en død frø hængende slapt fra sit næb. På forsiden bærer en hånd, med afskallet rød neglelak på neglene, en fjerkræsaks, som er klar til at klippe i både titlen og forfatterens navn.
Digtsamlingen er inddelt i seks dele, og dertil kommer introdigtet “Nåh, lille vovse”, der sætter temaerne i spil: det handler om hunden, menneskets bedste ven. For eksempel kan hunden trøste den trøstesløse igennem personificering. Men ligesom mennesker, der elsker hinanden og kan gøre skade på hinanden, kan forholdet mellem menneske og hund også være destruktivt. I digtsamlingen serveres en virkelig historie om en mand, der kørte af sted i sin bil med hunden bundet bagefter, så den fik slidt poterne af. Og om en hund, der bed sin ejers ansigt af.
26734088
Helt centrale temaer i værket er ensomhed, længsel og (uforløst) begær. Som det hedder i følgende vers fra digtet “Jeg er begyndt at tale med mig selv”: “nu/ er jeg foldet helt ind i ensomhed, ligesom/ et par/ strømper som nogen har lagt sammen”. Ved at lade ‘et par’ danne et vers, markerer digterjeg’et savnet af at danne par. Eller i digtet “Nej, jeg bliver aldrig undertøjsmodel”, hvor det hedder: “hvad angår kærlighed/ er jeg kynisk, alligevel/ bliver jeg ved at flyve ind i mit besværlige begær/ som et forvirret insekt der igen og igen/ kaster sig/ mod et vindue i et brændende hus.”
I samlingen går jeg’ets drøm om et hus, der brænder, for øvrigt igen som en foruroligende påmindelse om jeg’ets krop, der står i længslernes og begærets lyse lue. Desuden går fortællingen om DØDSLÆGEN, børnelægen Elisabeth Wæver, der slog sin elsker og dennes kone ihjel, igen i digtsamlingen som en påmindelse om, at kærlighed kan gøre vanvittig.
Som i de øvrige digtsamlinger er sproget energisk og hverdagsligt, men fyldt af små spændstige sprogperler, og med stor udsigelseskraft tematiseres det menneskelige begær, og hvad der kan ske, når det forbliver uforløst.