Både Claus Høxbroe selv og litterater, der omtaler ham, kalder den danske digter for en beatpoet. Claus Høxbroe har sågar bogstaverne ”Beat” og ”Poet” tatoveret henover sine fingre. Selve beatpoesien startede som bevægelse i 1940’ernes og 1950’ernes USA. Den amerikanske digter Gregory Corso (1930-2001) var en del af beatgenerationen sammen med bl.a. William S. Burroughs (1914-1997), Allen Ginsberg (1926-1997) og Jack Kerouac (1922-1969), og generationen var både et kulturelt fænomen og en gruppe af efterkrigstidens amerikanske digtere.
Centralt for beatgenerationen var en eksperimenterende og innovativ tilgang til litterære former, en søgen mod østens religioner og en venden sig væk fra materialismen og eksperimenter med både stoffer og seksualitet. Gennemgående var et behov for at fremstille eller udstille de menneskelige vilkår og betingelser efter krigens afslutning. De danske litterater blev introduceret til den amerikanske beatgeneration via især det danske tidsskrift Vindrosen (udgivet 1954-1973), og generationen har mere eller mindre direkte efterfølgere i Dan Turéll (1946-1993) og Peter Laugesen (f. 1942). Til spørgsmålet om den slående lighed med Dan Turéll har Claus Høxbroe selv udtalt: ”Dan Turèll har trådt så store fodspor, at man ikke kan sætte musik til lyrik eller læse op på en spændende måde, uden at folk vil sige ”han er meget Dan Turèll-agtig”.” (Johan Davidsen: Fadøl og forståelig poesi. Information, 2008-11-03).
Retter man blikket mod Claus Høxbroes spoken word-plader, hvor beatpoesien får forskellig musikalsk underlægning, så kan man drage paralleller til f.eks. Dan Turèll og Sølvstjernerne, Peter Laugesen & Singvogel og Jørgen Leths projekt med musikerne Frithjof Toksvig og Mikael Simpson, Vi sidder bare her. Alle er projekter, hvor der leges med overlappet mellem poesi og musik, hvor digte serveres med en henslængt og cool stil, mens musikken kører sit mere eller mindre eget liv nedenunder.
Det at være beat er i høj grad en identitet, hvor der følger en række attitudemarkører med. Selv skriver Claus Høxbroe i det centrale digt i ”Hylet fra gaden”: ”At være beat er/ at gå ned af gaden/ med en smøg i kæften/ rytmen i kroppen/ og en snotter svævende/ mellem læber og fortov” (”Hylet fra gaden”, s. 24.).
Digtet lægger sig tæt op af Dan Turélls digt ”At være beat” fra samlingen ”Manuskripter om hvad som helst” (1971), der ligeledes gentagende besynger, hvad det vil sige at være beat.
Digtet hedder ”Beat” og er dedikeret til netop Dan Turéll, Gregory Corso, Allen Ginsberg, Jack Kerouac og Williams S. Burroughs. De var alle foregangsmænd for Claus Høxbroes beatlyrik, men Claus Høxbroe fortsætter en tradition på sin egen måde, hvor han ser læseren i øjnene og fortæller om det liv, der leves.