Beslægtede forfatterskaber

Kasper Hoff er inspireret af bl.a. den britiske forfatter Philip Pullman (f. 1946) og hans bestseller ”Det gyldne kompas” (”Northern Lights”/U.S. ”The Golden Compass”, 1995). Bl.a. Pullmans religionskritik har interesseret Hoff, som i sine bøger er optaget af at nuancere de enkle sandheder og løsninger, som fantasy-genren ellers godt kan være storleverandør af.

Desuden er han inspireret af gamle kulturer som f.eks. det gamle Egypten og Kina, og den måde disse kulturer formåede at samle folk og motivere dem for store projekter som Den Kinesiske Mur og pyramiderne – noget han også ser i vore dages verdenssamfund, f.eks. i Nordkorea, hvor de mest usandsynlige løgne accepteres i et stort, lukket fællesskab (Line Lybecker: Interview med Kasper Hoff – forfatter og dramatiker. Youtube, 2013-10-18).