Genrer og tematikker

Kasper Hoff viser gennemgående i sit forfatterskab en velgørende vilje til at skrive børne/ungdomsbøger, der tør tage fat på svære spørgsmål. Selv om han i det store hele lader til at have et politisk korrekt (i allerbedste forstand) og opdragende svar på sine spørgsmål, kommer han behændigt uden om den kedsomhed, der kunne være forbundet hermed: F.eks. i ”Gudernes Maske”, hvor så store temaer som kolonialisme, solidaritet og ja, selve det rigtige versus det forkerte i mellemmenneskelig forstand, bliver behandlet, er det ikke hovedpersonen Tim, der har de rigtige svar, men bipersonen Anna. Tim kan begå fejl og opføre sig åndssvagt, men er dog modtagelig over for Annas klogskab. Hvilket jo også kan være en opdragende pointe i sig selv: At vide, når nogen ved bedre, og acceptere og drage nytte af det til alles bedste.

Eller når Sofus i ”Drengen, der (vist nok) ville være god” kommer frem til, at han må gå på kompromis, både med de ting han gerne vil og de konsekvenser, de har. Denne adfærd, som jo egentlig er en smule hyklerisk, gør ham lige præcis menneskelig for os, fordi vi alle kender dette kompromis indefra. Afstanden mellem Sofus og læseren mindskes.

Genremæssigt er Hoff hjemme i det meste: Radiospil, teaterdramatik, oversættelser og børne/ungdomsromaner. I børnebogsforfatterskabet er det absolut de store serier i fantasy/sci-fi-genren, der dominerer. Både Doktor Z-serien og Gamerz-serien er fantasy, og begge er de resultater af et samarbejde med illustrator Jan Solheim.

Hovedmålgruppen er børn mellem otte og tretten år med interesse for computerspil. Og måske kunne de derudover anbefales til forældre, der mangler forståelse for den virtuelle verdens tiltrækningskraft og dens gode sider.

Hoffs generelle skrivestil er enkel og ligetil og med sjove greb, der gør sproget levende på en ukrukket måde, f.eks. i ”Tidspillerne” hvor doktor Zakarov erstatter s'er med z'er: ”Jeg kunne godt tænke mig at ze lidt nærmere på det kort ... I videnzkabenz navn: Aflevér!” (s. 50-51). Den alternative stavemåde gør læseoplevelsen ekstra auditiv, fordi man nødvendigvis må tænke over, hvor skægt det må lyde, når doktor Zakarov giver den gas.