Poul Hoffmann har haft en mærkelig skæbne i dansk litteratur. Slår man op i de forhåndenværende litteraturhistorier eller i samleværket ´Danske digtere idet 20. århundred´, leder man forgæves. Han er end ikke nævnt. Faktisk er han officielt ikke-eksisterende. Det står i voldsom modsætning til den kendsgerning, at han siden debuten har udsendt en strøm af bøger, der alene ved deres antal må imponere. Romaner, noveller, essays, kulturkritik, Bibelkommentarer - altsammen dokumenterer det et talent, som det er vanskeligt at sætte i bås. Dertil kommer, at han har en stor og trofast læserskare, hvad der ses af, at hans bøger kommer i stadig nye oplag.
Selv om det ikke skorter på både præcise og velformulerede spark til nutiden i hans essays, er der på ingen måde noget tidstypisk ved forfatterskabet. Poul Hoffmann skriver ud fra en konservativ kristen livsholdning, som er klar bibelsk. Men i hans skønlitterære produktion, møder man aldrig klæg opbyggelighed. Forfatterskabet er båret af en stor fortællerglæde og en optagethed af netop den historie, han fortæller. Der er ikke noget verdensforsagende eller verdensforagtende over Poul Hoffmann.