Poul Hoffmann

Poul Hoffmann har haft en mærkelig skæbne i dansk litteratur. Slår man op i de forhåndenværende litteraturhistorier eller i samleværket ´Danske digtere idet 20. århundred´, leder man forgæves. Han er end ikke nævnt. Faktisk er han officielt ikke-eksisterende. Det står i voldsom modsætning til den kendsgerning, at han siden debuten har udsendt en strøm af bøger, der alene ved deres antal må imponere. Romaner, noveller, essays, kulturkritik, Bibelkommentarer - altsammen dokumenterer det et talent, som det er vanskeligt at sætte i bås. Dertil kommer, at han har en stor og trofast læserskare, hvad der ses af, at hans bøger kommer i stadig nye oplag.

Selv om det ikke skorter på både præcise og velformulerede spark til nutiden i hans essays, er der på ingen måde noget tidstypisk ved forfatterskabet. Poul Hoffmann skriver ud fra en konservativ kristen livsholdning, som er klar bibelsk. Men i hans skønlitterære produktion, møder man aldrig klæg opbyggelighed. Forfatterskabet er båret af en stor fortællerglæde og en optagethed af netop den historie, han fortæller. Der er ikke noget verdensforsagende eller verdensforagtende over Poul Hoffmann.

Som en rød tråd igennem hele forfatterskabet går en optagethed af myten. Man kunne næsten bruge den engelske åndsbeslægtede forfatter C.S. Lewis ´ ord: "Ved at bade dem i myten, ser vi dem klart" - som han skrev i anledning af Tolkiens ´Ringenes Herre´. Hoffmann bader sine personer i mytens lys. Og hans to første romaner har da også deres emne og tema fra den klassiske græske mytologi. Søn af Priamos og Kong Theseus (1953-55) hedder de og er gendigtninger af mytestof.

Men Hoffmann går en anden vej end de fleste andre forfattere, der har beskæftiget sig med myter i nutidens litteratur. De fleste vælger den psykologisk tilgang. De gør det mytiske stof til en indre proces, der afspejler sig i personernes psykologi. Hoffmann går så at sige den modsatte vej. Ikke et øjeblik lader ham læseren vide, at dette er en myte. Han fortæller myten som om den var den mest tilforladelige og naturlige foreteelse af verden. Og så sker miraklet: den bliver det også for læseren! Man kan sige, at Hoffmann bruger myten til at fremstille hele mennesker. Han fører læseren ind i en verden, hvor følelser, lidenskaber og mennesker kommer til at stå klart.