I romanen Sangen om Maria (1973) viser Hoffmann sig fra en anden side. Her har han forladt den historiske roman og har begivet sig op i nutiden. En dansk teologistuderende er taget til Israel for at lede efter den hellige gral, hvilket siden middelalderens ridderromaner jo plejer at betyde en søgen efter sandhed og menneskelig helhed. Det er altså igen det hele menneske, der optager Hoffmann. Den moderne gralsridder træffer på sin rejse en italiensk pige, der naturligvis hedder Maria. Selv når han fortæller en tilsyneladende realistisk historie, er det symbolske eller mytiske aldrig langt borte. Og selv om rammen er deres sightseeing i de besatte områder, udspiller romanen sig først og fremmest på et andet plan.
Det drejer sig om intet mindre end kærligheden, mennesket som skabt i Guds billede som et modstykke til nutidens dyrkelse af dyret. På det realistiske plan diskuterer personerne teologi, Jesu død, djævelens forførelse af mennesket. På handlingsplanet føres hovedpersonen gennem døden til kærligheden. Det er virkelig fra Hoffmanns side en kærlighedens højsang, hvor Maria står som indbegrebet af kvindelighed. Og behændigt væver forfatternes kristendom - både katolsk og protestantisk - og jødedom ind i begivenhedsforløbet.
Men alligevel er romanen ikke ganske vellykket. Den er her mere tænkt end oplevet. Mere villet end skabt af det fortællermæssige overskud, der bærer de store historiske romaner. Personerne bliver typer, ideer, skabeloner. Og den idédebat, som forfatteren fører med sin samtid, gør replikkerne tunge, så man til tider mere har fornemmelsen af at læse en aviskronik end en roman. Hvad er der galt? Når det gælder nutiden, så tager idédebatten overhånd og tager dermed livet af fortællingen.