Undervejs i forfatterskabet har Højholt afprøvet prosakunstens muligheder. Allerede i 1969 udgiver han den tragikomiske roman 6512, der fungerer som en parodi på forestillingen om, at et handlingsforløb og beretningen om et individs skæbne skulle kunne fortælles kronologisk. Tiden brydes op til fordel for et serielt princip uden for den tidslige orden, vi har for vane at tænke og fortælle historier i. Det er ofte en nøgle til forståelsen af Højholts tekster, at de giver tidentiden langt større indflydelse på sprog og digtning end normalt. Traditionelt har rumlige og billedlige forestillinger styret vores tanker og historier, men Højholts udgangspunkt i tiden vender op og ned på alting.
Fortællekunsten bliver imidlertid rigtig genstand for Højholts eksperimenter op igennem 80erne, og han udgiver i den periode tre Praksis -bind med fortællinger: Praksis, 4: Lynmuseet og andre blindgyder (1982), Praksis, 6: Salamanderen og andre blindgyder (1986) og Praksis, 7: Hundekunstneren og andre blindgyder (1988).
Disse fortællinger er mere åbenlyst parodier, der gør op med det ordinære æstetiske krav om originalitet og manipulerer med en række af kortprosaens teknikker, sådan som de er blevet anvendt af Karen Blixen, Martin A. Hansen, Edgar A. Poe, Franz Kafka, Jorge Luis Borges m.fl. Men selv om fortællingerne anvender et parodierende formsprog på en original og morsom måde, som kun Højholt kan gøre det, kan de også læses helt forudsætningsløst og nydes for deres snirklede stil og snurrige beretninger.
I 1989 udgiver Højholt på ny en digtsamling, Praksis, 9: Det gentagnes musik , der følges op af yderligere to digtsamlinger, Praksis, 10: Manøvrer (1993) og Praksis, 11: Lynskud (1995). Ligesom fortællingerne bliver også disse værker meget rost af anmelderne. Der er en voldsom kraft i digtene, og den modne digter virker mere dristig og sprudlende end nogensinde tidligere. Det er, som om alting kan lade sig gøre for Højholt: han kan være melankolsk, morsom, lyrisk, didaktisk og drilagtig på samme tid. Der er her virkelig tale om vital digtning, eller som det hedder i et digt fra Praksis, 11 : Flerfarvet sommerfugl brudt ud af aldrende puppe!