Stian Hole er født i 1969 og opvokset i Hokksund i Norge. I dag bor han i Oslo med sin kone og sine tre børn. Han er uddannet designer fra Statens håndverks- og kunstindustriskole i Oslo og arbejder i dag som illustrator af blandt andet bogomslag til nogle af Skandinaviens største forfattere som Lars Saabye Christensen, Jostein Gaarder og Jan Guillou. Hole debuterede som forfatter i 2005 med billedbogen ”Den gamle mannen og hvalen”, som blev tildelt Kulturdepartementets debutantpris. Siden da har anerkendelse og priser skyllet ind over Hole, og for sine bøger om den tænksomme dreng Garmann har han blandt andet modtaget den prestigefyldte norske litteraturpris Brageprisen hele to gange.
Det er ikke mindst det særlige Holeske billedunivers, der belønnes. Sine illustrationer har han sat sammen af elementer fra gamle skoleplancher med blomster, fotografier af hans egen familie, frimærker, blade han har fundet i Oslo og ikonbilleder af for eksempel Elvis. Ved at blande de mange forskellige fotografier og illustrationer skaber han en særlig tidløs stemning, som bevæger sig et sted mellem drøm og virkelighed.
Netop stemningen i Holes bøger har fået kritik med på vejen for at være for dyster, men det er Hole nu ikke så bekymret for. Han mener, at børn er kompetente læsere: ”Især er det en fryd at diskutere billeder med børn … Mange børn er virkelig gode til at læse billeder. De er åbne og fordomsfrie og lader sig føre med af billederne. De har derfor ofte mange gode tolkninger af det, de ser. Min oplevelse er også, at børn ikke er bange for det, de ikke forstår i et billede. Tværtimod kan de være meget mere fantasifulde end voksne. Børn er med på legen, mens mange voksne har forsvarsmekanismer og skjold, de holder op, når de møder noget, som ikke så let kan sættes i bås” (Mirian Due Steffensen: Verden set gennem en seksårigs øjne. Kristeligt Dagblad, 2010-10-01).