Stian Holes bøger går hånd i hånd på flere planer, både i sproget, billederne, stemningen, handlingen og livssynet. I løbet af de tre bøger om Garmann vokser hans forståelse af livet. Han udvikler sig fra at være bange for at starte i skole til at trodse vejens bølle og til at forelske sig i Johanne. På forsiderne af de originale bøger bliver Garmann for hver bog en smule mere påklædt, men samtidig også mere blind. På første bog kikker han direkte ud på læseren, på den anden er hans ene øje gemt bag en mælkebøtte i frø, mens to pigehænder dækker begge hans øjne på sidste bog. Måske er det sådan, at jo ældre vi bliver, jo mindre af verden ser vi? Som Annas far, der må have hjælp fra sin datter til at finde et sprog for sin sorg.
Den danske anmelder Steffen Larsen har kritiseret bøgerne om Garmann for at være for mørke og ikke egnede for børn, men det afviser Stian Hole: ”Jeg tror at mange børn genkender den følelse af uro som findes bøgerne. Her er billedbøger et godt udgangspunkt for at tale om de ting. Ofte følger der en voksen læser med, og billedbogen er en god anledning til at nærme sig vanskelige emner på en varsom måde.” (Jan Thomas Holmlund: Stian Hole leser fra Garmanns magiske verden. Dagbladet, 2010-06-04).
Historien om Garmann er da også inspireret af et barns oplevelse af at skulle møde noget nyt og at være bange for det: ”Fortællingen om Garmann begyndte den dag, min ældste søn skulle starte i skole. Det var den sidste dag i sommerferien, og vi sad i haven, da jeg i et kort blik så i hans øjne, hvordan han gruede for næste dag. Det var en følelse, jeg genkendte. Jeg så mig selv i det øjeblik, og der vidste jeg, at dette ville jeg undersøge nærmere” (Mirian Due Steffensen: Verden set gennem en seksårigs øjne. Kristeligt Dagblad, 2010-10-01).
Måske har Hole alligevel taget lidt af kritikken til sig. Hans seneste bog er, trods det alvorlige emne, lysere i stemningen end bøgerne om Garmann. Og så alligevel ikke: ”Det hænder at nogle breve forsvinder på vejen” siger Annas far et sted i bogen og gentager dermed Frimærkemanden, der i ”Garmanns gade” sagde, at ”Det er ikke alle breve der kommer frem til dem der skal have dem”. Måske er det en lille hilsen til kritikerne. Måske er det, at verden til tider er uforståelig, ikke det samme som, at der ikke findes håb.