Biografi

Bo Roland Holmberg er født og opvokset i Sverige, hvor hans historier også altid foregår. Han er gift og har tre børn, og har i mange år arbejdet som lærer. Det meste af hans tid går med at skrive og læse, men han holder også af at se film, og om sommeren forsøger han at komme ud og løbe.

Nogle af Bo Holmbergs yndlingsforfattere er Bernard Malamud, Sven Delblanc og Ed McBain, og blandt hans yndlingsbøger er Bernard Malamuds The Assistant , Sven Delblancs Åminne , Ruth Rendells A Judgment in Stone og Håkan Nessers Skuggorna och regnet.

Forfatteren debuterede i starten af firserne med ungdomsromanen Rymlingen, som ikke er oversat til dansk, og har siden da også skrevet digte og noveller. Som svar på, hvorfor han skriver, siger forfatteren: ”Mit forfatterskab udspringer af min interesse for læsning. Jeg opdagede bogen som barn. Men jeg skriver også fordi jeg føler, at jeg har noget på hjerte. Desuden har jeg svært ved at lade være.”

Bo R. Holmberg skriver som regel om samfundets små og udstødte, og det skinner tydeligt igennem i bøgerne, at forfatteren føler solidaritet med de diskriminerede. Holmberg kommer selv fra små kår, og denne solidaritetsfølelse har han således haft med sig fra barndommen, siger han.

Om dét at være forfatter fortæller Bo Holmberg, at det bedste ”er når personerne begynder at leve, når papiret fyldes og man skriver i en slags eufori.” Og det værste, det er når ” papiret forbliver tomt og man er løbet tør for inspiration.” Der er dog ikke noget der tyder på, at forfatteren løber helt tør for inspiration lige foreløbig – heldigvis!