Kamilla Hega Holst er født i 1973 og er bachelor i dansk fra RUC. I skolen elskede hun at skrive stile, men hun forestillede sig ikke, at hun skulle være forfatter. Det var et ophold på en daghøjskole efter gymnasiet, som satte gang i skriveriet: I første omgang skrev hun en masse små historier, og senere tog hun karaktererne fra historierne og skrev dem sammen til en roman. Hun debuterede som børnebogsforfatter i 2003 med ”Den sovende sangerinde” og modtog Kulturministeriet Børnebogspris samme år. Debuten blev fulgt op af endnu en børnebog i 2007, ”Metilies underjordiske rejse”.
I 2010 udgav hun sin første voksenroman, ”En kærlighedshistorie”. Romanen blev ifølge forfatteren til i kølvandet på, at hun mistede sin far, som døde af kræft, og at hun selv blev skilt. Karakteristisk for hendes forfatterskab er interessen for at skrive om tabuer og det, som er anderledes: ”Jeg synes, at der er noget fascinerende og tiltrækkende ved det, der normalt er tabu eller ikke normalt. I vores samfund er det stadig tabu at være i krise, men hvorfor må man ikke det? (…).” (Anja Bernth: Livskaos er det nye Sort. Vesterbro Bladet, 2012-03-21).
Ideen til hendes anden roman ”Sort” (2012) blev blandt andet udviklet ved, at forfatteren sendte læserbreve til Dagbladet Information, hvor hun udgav sig for at være Sanne Jensen fra Vesterbro. Dagbladet Information trykte læserbrevene, og dermed fik romankarakteren Sanne sit eget liv i det virkelige liv. I romanen blandes fiktion og dokumentarisme, og forfatteren bruger dokumenter fra virkeligheden, blandt andet billeder fra sin egen opvækst og sin fars sygejournal.
Da det blev afsløret, at Sanne Jensens læserbreve var skrevet af Kamilla Hega Holst og var en del af et romanprojekt, blev forfatteren kritiseret af avisen for at have indsendt læserbreve i falsk navn. Men Holst mener ikke selv, at der er noget moralsk eller etisk forkert i det, hun har gjort, fordi hun efterfølgende har valgt at stille op og som forfatter forsvare Sanne-figurens synspunkter.