”Den sovende sangerinde” og ”Metilies underjordiske rejse” hører ind under genren magisk realisme. Her blandes drøm og virkelighed, til tider i mareridtsagtige scener, hvor børnene farer vild i underjordiske gange eller møder skæve, sårbare eksistenser, som har en anderledes tilgang til livet.
Tematisk skriver forfatteren om børn, der føler sig ensomme, fortabte eller sørger over tabet af en forælder eller søskende, eller lider under fraværet af voksenkontakt. Med fantasien som redskab får børnene bearbejdet en del af tabet, angsten og sorgen og finder håb og nye venskaber.
I ”Den sovende sangerinde” føler pigen Liv sig ensom, men finder en ven, Nis, som har en livlig fantasi. Nis’ mor ligger i sengen, fordi hun er blevet forladt af Nis’ far, og dermed er begge forældre fraværende i forhold til drengen. Nis forsøger at kompensere for dette med sin livlige fantasi.
I ”Metilies underjordiske rejse” kan Max næsten ikke trække vejret, når Metilie ikke er der, og savnet efter søsteren, som er stukket af efter deres mors død, fører ham ud på en underjordisk rejse sammen med pigen Ralle. Forfatteren veksler mellem rørende beskrivelser af Max’ savn efter søsteren og hans spirende venskab med Ralle, som han lærer at kende på den underjordiske rejse. Andre scener forvandler drøm til mareridt, der ender med et opgør med Vera, der bliver beskrevet som ondskaben selv. Samtidig fortæller historien noget om, hvordan vi omgås hinanden som mennesker.
I forbindelse med debutromanen udtalte forfatteren i et interview: ”Jeg tror ikke, jeg kunne skrive en bog, hvor hovedpersonerne var voksne. Man kan flippe mere ud, når man skriver om børn.” (Birgit Straarup: ”Jeg håber at også børn kan lide min bog.” Berlingske Tidende, 2004-01-04.)