Der er en tydelig tidslig udvikling i Knud Holsts forfatterskab, som på mange måder falder sammen med den generelle udvikling, man kan spore i dansk litteratur fra 1960’erne og frem til 1980’erne. Holsts tidlige tekster – især digtene – er komplekse og selvtilstrækkelige og søger at afprøve sprogets potentiale som middel til erkendelse af den virkelighed, der ligger bag vores forudindtagede forestillinger om tingenes orden og sammenhæng. Novellernes fokus på det sanselige og på barndommens mystik kan ses i relation til dette – som et perspektiv, man kan opsøge for at komme ud over voksenlivets vanetænkning.
Holsts digte bevæger sig senere i retning af en i sammenligning nærmest krystalklar enkelhed. ”Samexistens” fra 1966 har fokus på kærlighed, samliv og samlivsformer – det samme har ”Afstande Sammenstød” fra 1979 på sin vis, men her er det den smertelige adskillelse, afsavnet og den ituslåede kærlighed, der er omdrejningspunktet. Det er ærlige, uforskønnede digte med åbenlyse referencer til Holsts svære skilsmisse på denne tid.
Både digtene og novellerne orienterer sig mere og mere mod en portrættering af de hendøende landområder uden for de større byer, navnlig de vendsysselske egne, hvor Holst voksede op og boede hele sit liv. De beskæftiger sig med naturen, miljøerne, hverdagslivet og menneskerne med en større grad af realisme og psykologisk indsigt end tidligere. Det stilfærdige landliv, hvor der værnes om traditionerne, stilles op som modvægt til den evigt omskiftelige modernitet. Der er imidlertid ikke tale om nogen romantisering af provinstilværelsen, som af og til beskrives som ganske grum og ensom.
Ud over digte og noveller skrev Holst en del børnebøger. Han har også skrevet skuespil, tv-spil og et enkelt filmmanuskript, og han havde flere forskellige romanprojekter i støbeskeen, som dog aldrig blev til færdiggjort.