Knud Holst

Knud Holst blev født i Vendsyssel i 1936 og levede det meste af sit liv der. Mere end noget andet har dette områdes natur, miljø og sociale forhold sat sit præg på Holsts virke både som billedkunstner, digter og novelleforfatter. Holst voksede op i et indremissionsk hjem og fik en streng, kristen opdragelse uden megen plads til udfoldelse, men i en tidlig alder begyndte Holst at interessere sig for at tegne og skrive og kunne hermed søge tilflugt i sin egen fantasis verdener. I bøger og tegneserier fik han yderligere afbræk fra den til tider lidt triste hverdag, og ikke mindst bedstefarens samling af litterære klassikere og opslagsværker nærede Holsts fantasi.

Knud Holst kom på Dybvad Mellem- og Realskole og herefter Hjørring Gymnasium, hvorfra han blev student i 1955. I løbet af gymnasietiden fik Holst digte og kronikker trykt i flere forskellige lokale aviser og siden også i københavnske dagblade og tidsskrifterne Vindrosen og Hvedekorn. Sidstnævnte skulle Holst senere, i perioden 1964-1967, blive redaktør af – i første ombæring sammen med Uffe Harder, siden alene.

Efter sin studentereksamen arbejdede Holst som sproglærer, indtil han i 1961 begyndte at kunne leve af arbejdet med litteraturen som forfatter og redaktør. Holst debuterede i 1962 med digtsamlingen ”Dementi” og året efter som novelleforfatter med samlingen ”Dyret”. Siden udgav Holst et dusin digtsamlinger og et halvt dusin novellesamlinger og har desuden gjort sig som børnebogsforfatter.

Knud Holst dannede i mange år par med forfatteren Kirsten Holst, med hvem han bl.a. fik datteren Hanne-Vibeke, der på eftertrykkelig vis fik det folkelige gennembrud, faderen aldrig fik. I 2013 udgav hun bogen ”Knud, den store” – en roman med udgangspunkt i Knud Holsts liv. Knud Holst blev skilt fra sin kone i 1978. Det medførte en alvorlig livskrise, som Holst havde svært ved at komme sig over. Samtidig fik han sværere og sværere ved at få udgivet sine værker. Han døde i 1995 som 59-årig af kræft.

Både debuten ”Dementi” fra 1962 og Holsts efterfølgende digtsamling ”Trans” fra 1964 lægger sig komfortabelt inden for rammerne af den uforsonlige og konfrontative modernisme, der var fremherskende i Danmark i 1960’erne. De er kendetegnet af en lukket, kompleks og ukonventionel stil med mange sproglige nyskabelser og eksperimenter. Digtene er præget af mange syntaksbrud, der giver dem et ujævnt, hakkende udtryk. Det ses for eksempel i digtet ”Jukebox”, der fremstår som en slags brainstorm eller automatskrift og indledes sådan: ”betimeligste / bedside-team / tomatisk / tematik- / omat / amokbelyst / butik / med teendrøm / tón-ten-takkels / tabernakel” (s. 31).

Det er da også et klart princip for digtningen, at den skal være umiddelbar og herigennem normbrydende. Der skal skabes kontakt til det ubevidste, og det er derfra, ordene skal flyde for at gøre digtet renere og sandere. Det handler om at tænke i nye og anderledes baner og undgå, at gængse, rationelle virkelighedsopfattelser lægger sig over sproget og gør det trivielt. Etablerede meninger og betydninger må afvises, og sprogets muligheder undersøges.

Opgøret med det etablerede gælder også i et bredere samfundsperspektiv, hvor det konforme, borgerlige og fasttømrede konfronteres. I digtet ”Filateli” hedder det blandt andet i en tydeligt ironisk tone: ”men vigtigst / er det at indordne alt i takkesystemet / således at ingen forekomster / forbigås sammenblandes / med forkerte konstellationer”. Det er sådanne former for kassetænkning og kedelig systematik, som Holst modstiller sig, og som han mener karakteriserer det etablerede samfund.

Digtene i ”Trans” fordeler sig overordnet mellem de indforståede og ordlegende i den ene ende og de bidske og satiriske i den anden. Fælles er de om at positionere sig selv i skarp kontrast til det omgivende samfund og dets normer.