Både debuten ”Dementi” fra 1962 og Holsts efterfølgende digtsamling ”Trans” fra 1964 lægger sig komfortabelt inden for rammerne af den uforsonlige og konfrontative modernisme, der var fremherskende i Danmark i 1960’erne. De er kendetegnet af en lukket, kompleks og ukonventionel stil med mange sproglige nyskabelser og eksperimenter. Digtene er præget af mange syntaksbrud, der giver dem et ujævnt, hakkende udtryk. Det ses for eksempel i digtet ”Jukebox”, der fremstår som en slags brainstorm eller automatskrift og indledes sådan: ”betimeligste / bedside-team / tomatisk / tematik- / omat / amokbelyst / butik / med teendrøm / tón-ten-takkels / tabernakel” (s. 31).
Det er da også et klart princip for digtningen, at den skal være umiddelbar og herigennem normbrydende. Der skal skabes kontakt til det ubevidste, og det er derfra, ordene skal flyde for at gøre digtet renere og sandere. Det handler om at tænke i nye og anderledes baner og undgå, at gængse, rationelle virkelighedsopfattelser lægger sig over sproget og gør det trivielt. Etablerede meninger og betydninger må afvises, og sprogets muligheder undersøges.
Opgøret med det etablerede gælder også i et bredere samfundsperspektiv, hvor det konforme, borgerlige og fasttømrede konfronteres. I digtet ”Filateli” hedder det blandt andet i en tydeligt ironisk tone: ”men vigtigst / er det at indordne alt i takkesystemet / således at ingen forekomster / forbigås sammenblandes / med forkerte konstellationer”. Det er sådanne former for kassetænkning og kedelig systematik, som Holst modstiller sig, og som han mener karakteriserer det etablerede samfund.
Digtene i ”Trans” fordeler sig overordnet mellem de indforståede og ordlegende i den ene ende og de bidske og satiriske i den anden. Fælles er de om at positionere sig selv i skarp kontrast til det omgivende samfund og dets normer.