Fodboldfeber

Citat
”Jeg forelskede mig i fodbold på samme måde, som jeg senere begyndte at forelske mig i kvinder: Pludseligt, uforklarligt og helt ukritisk, uden at skænke det en tanke, hvad det ville medføre af omvæltninger og lidelse.”
”Fodboldfeber”, s. 13.

Nick Hornby debuterede i 1992 med selvbiografien ”Fever Pitch” (”Fodboldfeber”, 1998), der består af korte essays, som hver fokuserer på en enkelt fodboldkamp mellem 1968 og 1992. Fodboldkampene er skelettet i Hornbys livsfortælling – på godt og ondt. Det er for det første en passioneret bog om fodboldens verden – sejre og (flest) nederlag – men den handler også om, hvordan hans ekstreme besættelse har forhindret ham i at forpligte sig på voksne, sociale forbindelser.

Hornbys forældre blev skilt, da han var 11 år, og i hans egen freudianske tolkning af det hænger den evige besættelse af fodboldklubben Arsenal sammen med dette oplevede svigt: Skilsmissefaren tog drengen med på Highbury stadion, hvor Arsenal vandt 1-0 over Stoke City i en straffesparkskonkurrence, og han har været dedikeret fan lige siden. Med afsæt i 20 års fodboldkampe skriver han her sine erindringer om sit liv, hvis op- og nedture er uløseligt forbundet med favoritholdets.

24795799

”Fodboldfeber” er en blanding af reportage og personlige (selv)indsigter, og på den måde er det både en bog om selve spillet, fankulturen, forstadslivet, kærlighed, svigt og ambitioner. Ligesom størstedelen af det efterfølgende forfatterskab handler det her om at være fan. Det er en sindstilstand, der både giver fællesskabsfølelse og livsenergi, men som Hornby også beskriver som en slags ’bremset udvikling’. Da en påståelig elev f.eks. betvivlede hans fodboldviden, tog han sig selv i at skyde tilbage med trivia-spørgsmål i stedet for, som en voksen skolelærer, at trække på skuldrene: ”Det slog mig, at arbejdet som lærer pr. definition måtte være et job for voksne mennesker, og jeg så ud til at være blevet hængende et sted omkring min fjorten års fødselsdag.” (s. 147).

Det er også med fodbolden som ramme, at Hornby reflekterer over historiske, politiske og personlige begivenheder, og denne væven ind og ud af kampresultater, historiske straffespark og de personlige karriere- og kærlighedsveje er sjov, genkendelig og ærlig på en måde, der også kendetegner Hornbys senere fiktioner.